Dogparkour er at bruge det man kommer forbi i hverdagen af by-udstyr, bygninger, naturforhindringer mm til at træne på. Som menneske-parkour, bare med hund.
Dogparkour handler ikke om at lave de sejeste, mest halsbrækkende tricks, men om at lave konktrollerede, sikre bevægelser og øvelser og at tilpasse øvelserne til den enkelte hunds psykiske og fysiske formåen.
Dogparkour er ikke en konkurrencesport og der findes ikke et sæt bestemte regler. Der er lidt forskellige “skoler” indenfor dogparkour: Nogen træner udelukkende øvelser der bringer hunden frem, på, i over, under genstande i byen, skoven eller hvor man nu er og andre laver også forskellige tricks på genstandene. Uanset om man vælger det ene eller det andet, lærer hunden et antal enkle øvelser som kan udføres på mange objekter.
Fordele i forhold til hundesport
Sidst det var moderne med dogparkour, var jeg også med og der var mit fokus meget på den fysiske træning, øget styrke og balance. Det er selvfølgelig stadig en vigtig fordel ved dogparkour, men der er en række andre fordele ved at træne dogparkour med hunden der skal bruges i konkurrence:

1. Øget selvtillid og fokus i mange miljøer
2. Bedre stimuluskontrol (signalforståelse)
3. Dogparkour giver mulighed for tidligt at opdage eventuelle fysiske problemer
4. Hunden lærer hvad den fysisk er i stand til og det lærer den, at passe bedre på sig selv

​
Selvtillid og fokus
Som alt anden god træning giver dogparkour øget selvtillid hos hunden. Det gælder selvfølgelig kun hvis man træner uden at overskride hundens grænser og med høj forstærkningsfrekvens, med masser af succes!
Ud over effekten af den gode træning giver dogparkour et ekstra selvtillids-boost. Jeg tænker at det handler om at hunden bliver bedre til at mestre opgaverne og sin krop og dermed bliver mere modig, plus at den selv kan søge efter ting der giver forstærkning og dermed kan styre sine omgivelser endnu mere end ellers fx på en gåtur.
Et eksempel på dette, har jeg oplevet med min hund Simba efter kun et par ugers parkour-træning. Simba er utryg ved nogle larmende køretøjer og det betyder at jeg altid er ekstremt opmærksom på ham når vi går tur hvor der er trafik. I stedet for at scanne omgivelserne efter det der er farligt, er Simba begyndt at lede efter ting der giver forstærkning, fx en sten man kan balancere på, et hegn man kan sætte forpoterne på og lign. Det giver en meget anderledes attitude hos hunden om den leder efter noget den kan gøre for at få godbidder eller om den frygter at noget potentielt farligt skal dukke op. Jeg har et par gange oplevet at Simba overhovedet ikke reagerer på meget larmende knallerter, fordi han lige skal hen og sætte forpoterne på en sten.
Dogparkour trænes i alle miljøer: i skoven, i byen, i parken. Det kan være tæt på andre hunde, tæt på en vej, på steder med mange mennesker, hvor der er dufte af vildt eller af andre hunde osv. Det betyder at du kan bruge parkour til at lære hunden at arbejde i alle mulige forskellige miljøer.
Når hunden kan nogle enkelte parkourøvelser kan du begynde at bede den om dem i mange miljøer – hvis du kommer til at gå lidt for hurtigt frem og hunden ikke kan udføre øvelsen i det miljø endnu, er det bare sådan. Du har ikke “slidt” på dine konkurrenceøvelser og ingen skade er sket, men du har fået vigtig information fra din hund om at det her miljø eller den opgave du har stillet den er for svært lige nu.
Stimuluskontrol 
I parkour er der et ret begrænset antal øvelser – jeg har lige nu følgende øvelser: 2 poter op, 4 poter op, bakke op på, løbe udenom, springe over og kravle under.
En kæmpe fordel ved at træne parkour med konkurrencehunden er, at du kan træne stimuluskotrol vha de relativt simple øvelser du har valgt at arbejde med i parkour. Det er en fordel fordi du har mulighed for at lære hunden konceptet stimuluskontrol uden at få ødelagt noget ved dine konkurrenceøvelser. Du kan træne stimuluskontrol før hunden har lært konkurrenceøvelserne eller du kan holde stimuluskontrol-konceptet ved lige mens du træner til næste konkurrenceklasse.
I rigtig mange af de øvelser vi gerne vil have at hunden kan udføre i konkurrencesammenhæng er signalet mere komplekst end bare dit verbale signal. Det er svært at skille det verbale signal med et visuelt, da det visuelle altid er der når du giver det verbale signal kommer. Har hunden set et spring og kender den spring-øvelser godt, er det ret sandsynligt at hunden vil vælge at springe i en konkurrence, uanset om du siger spring eller noget andet. Det samme gælder i nogen grad felt, apport, rundering og flere andre øvelser hvor hunden kan se noget bestemt udstyr, en dommer der gør noget bestemt eller noget andet i omgivelserne fortæller hunden at nu skal dette ske. Det kan selvfølgelig være meget godt at hunden ved hvad den skal med udstyret, men hvis hunden har låst blikket på springet på banen ved siden af din, er det meget rart hvis den virkelig hører efter hvad du siger og ikke hvad den tror du siger.
Med dogparkour har du mulighed for at træne stimuluskontrol på højeste niveau, hvor du blander forskellige kendte signaler med samme genstand. Det kan måske ligne en genstand hunden skal springe over, men du kan i stedet bede hunden om at kravle over den eller sætte forpoterne på. Igen kan du træne hunden til en virkelig god forståelse konceptet uden slitage på de værdifulde konkurrenceøvelserne.
I “min” sport freestyle har man ofte synlige rekvisitter på banen, som hunden først skal gøre noget med når den bliver bedt om det og ofte skal hunden gøre flere forskellige ting med genstandene. Det kan give lidt udfordringer, for hunden har ofte en foretrukken øvelse med en genstand. Eksempelvis har jeg en labrador og hvis der er genstande der skal (eller kan) hentes, står det meget højere på hans prioriterede liste end mange andre tricks.
I dogparkour har hunden også øvelser den foretrækker frem for andre, fx er de fleste hunde meget glade for at hoppe op på ting med alle fire poter. Problemet med det, er at det kan være potentielt farligt hvis hunden bare går og hopper op på alt mulige: Overfladen kan fx have søm eller andre skarpe ting siddende eller der kan være langt ned på den anden side. Derfor er det vigtigt at lære hunden at selv om det at hoppe helt op er sjovest, så giver ikke nogen belønning, hvis den ikke er blevet bedt om det.
Det handler både om at træne hunden i at den kun får den gode belønning, hvis den lytter, men også om at DU skal lære hvor mange flere gange og hvor meget bedre den knapt så foretrukne øvelse skal forstærkes frem for den foretrukne for at beholde stimuluskontrol på begge øvelser.

Dogparkour hjælper til at finde din hunds fysiske svagheder eller skader
Når man træner dogparkour vil man altid gentagesamme øvelser på samme genstand nogle gange og hunden har altid mulighed for at sige nej og ikke lave øvelsen.
Hvis hunden kender en øvelse godt, men bliver bedt om at lave den på en udfordrende måde (fx glat overflade), kan det være at det første forsøg bliver tøvende eller usikkert. Når hunden skal gentage øvelsen, bør det blive bedre: Nu har hunden prøvet det før, den ved den kan det og den ved hvor den skal lande, hvor højt den skal springe, hvor lavt den skal kravle osv.  Hvis udførslen bliver dårligere 2. og 3. gang, så kan det være fordi hunden ikke har muskulaturen eller balancen til det, men det kan også være at hunden har fået en skade. Så hunden giver dig infromation om at der er noget der skal enten trænes mere, på en lettere måde eller hvis hunden “plejer” at kunne det, så kan der være noget en dyrlæge eller kiropraktor skal kigge på.
Hunden lærer sine fysiske begrænsninger at kende og passer bedre på sig selv
Det sidste punkt er noget jeg har læst og hørt mig til og jeg håber virkelig det passer. Min labrador Freddy er en bulldozer, som løber direkte ind i forskellige forhindringer, dørkarme mm og det er ikke altid lige godt for hans krop.
Derfor håber jeg at parkourtræningen kan få ham til at passe bare lidt bedre på sig selv, så vi undgår nogle skader.
Ud over de nævnte fordele, synes jeg at jeg har fået nogle mere rolige gåture, med mere opmærksomhed fra hundenes side. De stopper op ved sten, bænke mm og tigger om signal til en øvelse på vores gåture. På trods af at de er vant til at jeg ofte stopper op på turen og træner lidt, så er det som om jeg er blevet lidt mere spændende og jeg er ikke helt så meget bare hende den langsomme der holder hundene tilbage i snoren.
Nu har vi ikke været igang med parkour-træningen så længe (men er allerede igang med titler og instruktøruddannelse), men jeg forestiller mig at dogparkour bliver den fysiske træning af hundene jeg rent faktisk får lavet på daglig basis, for det er let at gøre når vi alligevel går tur, det er sjovt og jeg skal ikke finde en masse udstyr frem.
Jeg er ellers stor fan af fitness-træning for hunde og jeg har masser af udstyr og har været på flere kurser. Jeg tager det også op en gang imellem, men primært hvis der er et problem af en slags. Helt ærligt så er min hundefitnesstræning næsten lige så uregelmæssig som min egen fitness-træning 
Som nævnt så er jeg i gang med et instruktør-kursus i dogparkour, så i løbet af sommeren kommer der kurser i dogparkour både for konkurrencehunden og familiehunden.

”Jeg husker den første gang du stillede op i Ringsted og bar hende ind og ud igen og sagde at ’det gør jeg aldrig mere’”!
Sådan skrev en meget god ven til mig for nogle dage siden, efter jeg var kommet hjem fra Viborg med en 1. og 3. præmie i Lunas og mit HTM1 program.
Det er cirka 3 år siden jeg sagde det – og jeg GAV OP!
Luna, som alle dage har været en sensitiv og reaktiv lille hund, kunne ikke håndtere miljøet til en konkurrence. I det hele taget, så har træning med Luna for det meste været en kæmpe udfordring og indimellem vældig demotiverende for mig. Hjemme i trygge rammer, i stuen, har hun for det meste været den sejeste lille træningshund, og mit valg af klikkertræningens principper har jeg holdt fast i, fordi jeg har set hvor meget power hun har fået af at tilbyde adfærd. Men lige så snart vi kom uden for matriklen, til et kursus eller blot til noget fællestræning, så gøede hun af alt hvad der kunne gøs af, eller snusede i jorden. Jeg er kørt grædende – og indimellem ret så irriteret – hjem fra træning mere end én gang. Mest på hendes vegne, men også på mine egne, for….
…jeg havde jo ikke fået hund bare for at gå ture, vel? Jeg ville gå til konkurrencer og vinde præmier med min dygtige hund, men det så ikke ud til, at det var en vej jeg skulle gå.
Det lykkedes mig, trods alt, at gennemføre både Canis klikkertræner- og instruktøruddannelsen.
Da jeg også blev certificeret BAT-instruktør og begyndte at bruge metoden med Luna, begyndte hun at slappe lidt mere af. Men jeg blev overmodig, på hendes vegne, og min nye interesse for Freestyle og HTM betød at jeg meldte mig til konkurrence i Ringsted. Jeg havde lavet et program som Luna udførte rigtig pænt, og jeg trænede i den hal konkurrencen skulle foregå, mange gange, med træningsvenner, så Luna kunne forholde sig til andre hunde i hallen, og det gik udmærket.
Men jeg var rædselsslagen, og på konkurrencedagen havde jeg to hjælpere med, for jeg frygtede hvordan Luna skulle komme frem og tilbage til opvarmningsarealet. Vi blev disket fordi Luna rendte rundt i ringen og gøede af folk og hunde på den anden side af hegnet, og jeg svor, at dette ville jeg aldrig udsætte hende for mere! Jeg gav simpelthen op. Jeg gav op på mine egne ambitioner – men jeg gav ikke Luna op. For MIG var det en bitter pille at sluge, at jeg ikke skulle gå til konkurrencer og vise hvor dygtig min hund var. For Luna betød det RO!
I 2 år har hun gået ture, sovet, og trænet hjemme i stuen. Jeg planlagde – INGENTING! I stedet slappede jeg af med vores hyggetræning, lærte Luna nogle HTM-positioner men havde også lange og mange pauser hvor hun bare snusede og gravede huller.
I starten var det svært og jeg meldte mig faktisk også til nogle kurser – og kom som regel uden Luna eller meldte afbud, for jeg orkede det ikke. Og efterhånden slap jeg fuldstændig tanken om og interessen i, at vi skulle ud og gå til en konkurrence. Jeg fik en anden ro og Luna fik en anden ro.