|
I påsken faldt jeg over to meget forskellige hunde-kronikker i danske aviser, som gav mig så meget ”someone is wrong on the internet”-følelse, at jeg simpelthenblev nødt til at skrive for at komme videre. Det drejer sig om en kronik fra i går 19/4-2025 i Weekendavisen: ”Underhund og alfahan” af professor ved Københavns Universitet Peter Sandøe og dyrlæge Iben Meyer og en kronik fra Berlingske i dag 20/4-2025 skrevet af ”hundehvisker” Allan Halberg: ”Det er en fejl, når hunde kun bliveropdraget ved at få en belønning.” Jeg blev så glad da jeg læste Sandøe og Meyers kronik – skønt at der skrives om hundetræning i aviserne og når det så oveni købet er med en vinkel hvor hunden fremstilles som en ven og partner mere end som noget der skal opdrages og undertrykkes. De vigtigste pointer i Sandøe og Meyers kronik er at droppe dominansteorierne, træne med belønning og samarbejde og at den måde hunden ses på i samfundet er baseret på forkerte forestillinger om hvad hunden ”pønser på”. De gør op med en enten/eller tænkning jeg ofte støder på hvor hunden enten ses som et dyr der skal tæmmes eller undertrykkes og udvise absolut lydighed eller som en børneerstatning, et overforkælet dyr der bliver curlet ihjel. Den anden kronik, var den der fik mig til tasterne! Pointerne i Halbergs kronik er at det er uansvarligt at træne en hund uden korrektioner, at positivt trænede hunde får for lidt motion og aktivering og at hvis man træner hunde uden brug af korrektion, så ender man med at måtte give op. Desværre kan man ikke læse nogen af de to kronikker uden at have adgang til aviserne, men Halbergs kronik er stort set identisk med dette blogindlæg på hans hjemmeside: https://hundehvisker.dk/2025/03/25/godbidden-der-draeber/ Problemerne med Halbergs kronik Jeg bliver nødt til at reagere og må sige at det billede der fremstilles i Hallbergs kronik er forkert. Der er flere punkter der er direkte misvisende og i modstrid med, hvad forskning og erfaring viser. Jeg vi prøve at gennemgå nogle af punkterne herunder: Er korrektion nødvendig for at kunne leve med hunden? Desværre er der ikke lavet overvældende mange studier i forholdtil træning med straf og korrektion og belønningsbaseret hundetræning og en del af dem der er er ikke specielt gode. Den forskning der findes peger på, at træning med aversive metoder (straf og korrektion) kan skade hundens velfærd, tilliden til ejeren og at det ikke giver bedre resultater end belønningsbaseret træning (Ziv, 2017). En anden undersøgelse af undersøgelse af Blackwell et al. (2008) viser, at hunde, der primært trænes med positiv forstærkning, udviser færre adfærdsproblemer. Belønningsbaseret træning er altså ikke kun et etisk valg– den er sandsynligvis også mere effektiv i længden. For mig er det egentlig ikke det vigtigste – det vigtigste er indstillingen til hunden. Jeg tænker at man har hund fordi man kan lide hunde og nyder at leve sammen med en hund, fordi hundetræning er ens hobby, fordi man har en relation til et andet levende, tænkende og følende væsen. Hvad kan så retfærdiggøre at bruge aversive metoder? Belønningsbaseret træning er ikke “curling” eller 70’er pædagogik. Det er en evidensbaseret tilgang, som bygger på læringsteori og forståelse for hundens motivation og følelser. Sætter positive trænere ikke grænser? I Halbergs kronik skriver han at hunde skal lære hvad der er rigtigt og forkert og at det er vigtigt at ”sætte en tydelig barre” for hvad der ok og ikke ok. Med det laver han igen en falsk dikotomi: Hvis man træner belønningsbaseret, har hunden ingen grænser og hvis man bruger korrektion vil hunden have grænser - det er ikke rigtigt. Han skriver desuden følgende: ”Når Moster Agathe på 92 kommer på besøg, og den kære lille søde på 35 kg hopper op af hende, så hun vælter og brækker hoften…! Skalvi så give godbid, når den stopper. Ignorere, – vente til hunni er færdig med den øvelse, og så køre moster til skadestuen bagefter!?” Jeg tænker at det han forsøger at sige er, at det er uforsvarligt at træne uden at korrigere, men for det første er det en temmelig nedladende retorik han bruger for det andet har jeg ikke i mere end 20 år mødt en eneste hundetrænere der kunne overveje at træne på den måde. Det er korrekt at det kræver lidt omtanke at træne belønningsbaseret, for man skal være på forkant og det kan være svært at træne i situationen. Det vil sige at når moster Agathe kommer på besøg, skal hunden på forhånd have lært en fornuftig adfærd overfor 92 årige eller også kan man vælge at begrænse hundens udfoldelse i situationen ved fx at lukke hunden væk eller have den i snor. Personligt har mine hunde ikke mange grænser, men der er nogen ting jeg vil have på en bestemt måde eller ikke vil have. Et eksempel er, at det er forbudt at forlade bilen uden tilladelse. For at lære hundene det, har jeg ikke brugt energi på at lære den, hvad den ikke må eller ikke skal. Jeg har belønnet massivt for at blive i bilen, jeg har lært dem et fri-givelsessignal i andre sammenhænge, Jeg har bygget det langsomt op og er startet på steder uden mange forstyrrelser. Og det er stort set nok – det sker meget sjældent at en hund forlader bilen uden tilladelse. Og hvis den gør, så er straffen, at den bliver bedt om at hoppe ind igen, døren bliver lukket og vi starter forfra. Det er meget sjældent nødvendigt at fortælle hunden at der er en grænse, for adfærden bliv i bil er bygget langsomt op og belønnet massivt. Det korrekte valg er gjort let for hunden. Det er netop kernen i god træning: at starte med at gøre det rigtige valg attraktivt, belønnende og let tilgængeligt. Med tiden er det rigtige blevet forstærket så meget at deter blevet en vane og det ”forkerte valg” er ikke en mulighed – hunden har altså ikke brug for at vide hvad der er forkert, kun hvad der er rigtigt. Jeg elsker citatet ”Positive is not permissive” (kan oversættes til positiv er ikke det samme som eftergivende) af Susan Garret. Jeg synes det er en god beskrivelse af den træning mange dygtige belønningsbaserede trænere laver. Lena Gunnarsson og Elsa Blomster (forfattere til bogen “Apportering til hverdag og fest”) siger Træne – forhindre – afbryde. Det er en rigtig god måde at forklare hvordan positive trænere kan sætte grænser. Første lærer hunden den ønskede adfærd. Så forhindrer man hunden i at øve sig i det forkerte ved hjælp af management som fx snor på hunden, brug af børnegitter eller lign. Og hvis hunden så er på vej til/i gang med at lave den uønskede adfærd, så afbryder man – stille og roligt og uden korrigering eller skæld ud. Den form for træning er altid en balance – specielt hvis mansom Lena og Elsa arbejder med positiv træning af jagthunde. Jagthunde arbejder i miljøer med meget forstyrrelse og skal ofte afholde sig fra noget de meget gerne vil og er avlet til gennem generationer. Næsearbejde, motion mm Et andet problematisk punkt i Halbergs kronik er at han sætter lighedstegn mellem positive trænere og for lidt motion og aktivering af hunden. Jeg har ikke set nogen evidens på at det er korrekt – de positive trænere jeg kender bruger meget tidpå motion og mental stimulering af hunden og går idet hele taget meget op i hundens velbefindende. Samtidig nedgør han næsearbejde som mental stimulering - han sammenligner det med avislæsning for mennesker. Men der er faktisk evidens for at næsearbejdegiver bedre kondition, reducerer kortisolniveauer ogmodvirker stressrelateret adfærd hos hunden (Fountain et al., 2024) og der er en anden undersøgelse der viser at næsearbejde giver hunden en større optimisme Duranton & Horowitz (2019) Jeg kunne blive ved med at komme med punkter, men jeg er ude af min ”someone is wrong on the internet”-følelse nu, så jeg vil stoppe her. Jeg vil klart anbefale Sandøe og Meyers kronik – den er både velskrevet, veldokumenteret og reflekteret, og fungerer som en vigtig modvægt til forældede ideer om dominans og kontrol. Kronikken lægger op til deres kommende bog “Din kompetente hund”, som jeg glæder mig meget til at læse. Jeg synes den lægger op til en vigtig diskussion om hvordan man ser hunden i vores samfund, som noget der skal fikses og tilrettes, eller som et dyr med sin egen berettigelse og egne rettigheder. Omvendt vil jeg fraråde Halbergs kronik. Den bygger primærtpå anekdoter og forudindtagede holdninger og ignorerer både ny viden og denmangfoldighed, der findes i moderne hundetræning.
0 Comments
Leave a Reply. |
RSS Feed