Så har vi været i gang i næsten 4 uger og vi er selvfølgelig nået "nogen vegne", men sådan en fri ved fod bliver altså ikke bygget på en dag. Vi har haft en del træningsgange i denne uge og jeg synes egentlig det er gået meget godt. MEN da jeg skulle lave "har vi nået ugens mål"-videoen gik det knapt så godt. Vi kan ikke helt gå den meter sidelæns jeg havde drømt om og så har vi (jeg!) desværre fået indført to nye fejl i vores fri ved fod! Se videoen herunder og se om du kan finde de to fejl jeg har lært Freddy i denne uge :-) lFejl nummer 1 har jeg selv gjort opmærksom på i videoen, det er nemlig lidt svært at se i vintermørket - Freddy vil gerne stå med sin højre fod på min venstre fod. Jeg tror det kommer af at han kan tricket med at gå mellem mine ben med sine poter på mine fødder og så er jeg en gang (måske to) kommet til at klikke for at han er gået sidelæns, men lige efter har han placeret sin pote på min fod.
Aflæringen af dette sker ved at være meget opmærksom på hvor hans føder havner og hvad jeg klikker for. Fejl nummer 2 er at han ikke rykker en smule frem og tilbage med forbenene når vi går sidelæns. Lige iden han flytter sig går han 5 cm tilbage og derefter går han frem igen. Og fejl nummer 2½ er, at Freddys venstre ben næsten hele tiden er en smule længere fremme end det højre. Jeg tænker at de to ting hænger sammen - når hans forben ikke er parallele kan det være svært at bevæge sig sidelæns i lige linje. Planen var jo at indlære det rigtigt denne gang, så jeg må bide i det sure æble og erkende at jeg er gået lidt for hurtigt frem. Derfor skal målet denne uge være at stå i positionen og vægtskifte. At stå i den rigtige position med parallelle forben og spise en masse dejlige godbidder lærer Freddy den rigtige position. Hvis Freddy står med forskudte forben er der ingen godbidder at hente. Vi får se hvor let eller svært dette er, hvis han laver for mange fejl uden hjælp, må jeg genindføre et target til forpoterne til hjælp i en periode. Målet er at stå i mindst 5 sekunder og når vi kan det, er planen at jeg læner mig lidt til siden (væk fra Freddy) og belønner bare for at han skifter sin vægt til det højre benpar - det tættest på mig. Han behøver ikke tage et skridt. Hvis det bliver for kedeligt kan jeg måske finde på at læne vægten bagud og måske endda forud, hvis bølgerne går højt :-D
0 Kommentarer
Målet for uge 2 var at Freddy kunne finde ind på plads uden hjælp. Det har vi næsten nået - vi er nået til at jeg kan lave et par repetitioner med en forpotetarget, fjerne target og lave et par repetitioner. Jeg har dog planer om at fortsætte med at træne med en target lidt endnu. Hvis jeg laver for mange gentagelser uden target kommer Freddy lidt for langt frem, særligt med den venstre pote og han vil gerne sætte sig ned. Video fra i går hvor jeg tester om målet er nået: Uge 3 I uge 3 er fokus de første små sidelæns skridt til højre. Jeg starter med at gå sidelæns frem for forlæns af mindst tre årsager: Jeg kommer ikke til at gå for hurtigt frem, jeg træner Freddys forståelse for "hele positionen" dvs det at stå lige med både for og bagben trænes, jeg får en hund der holder vægten mere lige på alle fire føder end hvis jeg kun går fremad. Nogle hunde der går fremad i fri ved fod har det meste af vægten på det yderste benpar, fordi de gerne vil kigge op og søge øjenkontakt. Det gør at hunden kan komme for langt frem og i nogle tilfælde gør det at bagkroppen kommer lidt ud. Det ser pænere ud når hunden holder vægten nogenlunde lige fordelt. Jeg starter med at bruge et stykke tape som target til forpoterne. Det er tydeligt for mig at Freddy ikke bruger det lige så aktivt som når jeg har en lidt tykkere target - han ser det og så placerer han fødderne på eller i nærheden af tapen. Jeg kan se i videoen nedenfor at han gerne vil lidt for langt frem og at hans bagkrop drejer ind bag mig. Ingen af delene har jeg lyst til at belønne. Når han drejer ind bag mig er det typisk fordi jeg går for store skridt eller er for langsom med klik/belønning. Jeg afbryder ved at gå ud af positionen, lade ham lave et næsedut og så belønner jeg det, kaster en godbid og prøver igen. Det at han går for langt frem, handler om at han ikke helt kan positionen endnu og det træner jeg med at fortsætte træningen fra sidste uge, hvor jeg skifter mellem at arbekde med og uden target. Målet i uge 3 er at jeg kan gå 1 m sidelæns UDEN target-tape! Først: 1000 tak for de mange kommentarer og spørgsmål til første uges træning! Et spørgsmål er gået igen flere gange, så nu får I alle et svar på hvad det der med tape og baglæns gang gik ud på :-D Formålet med baglæns gang-legen er, at lære hunden at gå på den måde du ønsker, uden at blande det sammen med plads-øvelsen. Det smart ved at have hunden foran dig mens du går baglæns, er at det er meget let for hunden, man virker næsten som en hundemagnet, når man går baglæns. Du skal ikke tænke på om hunden har den ønskede afstand til dit ben, om den går for langt fremme eller tilbage, så du har mulighed for at give hunden information om den går på den rigtige måde. Jeg vil fx gerne have at hunden kigger i mit ansigt uden at vi har øjenkontakt, jeg vil have at hunden går med vægten bagud, men uden at den hopper, det kan jeg klikke og belønne for når jeg træner baglæns gang. I videone fra sidste uge bruger jeg et lille stykke tape på mit lår som target til Freddy. Det er bare for at hjælpe hans hoved op og det er kun noget jeg bruger ganske kort for at hjæle hunden til at forstå - det er væk efter et par træningssessioner. Uge 1 målVi har fået helt styr på elefant-øvelsen, at gå baglæns gang, men de 10 skridt med næsetarget har vi ikke helt nået. Jeg glemte desværre at starte kameraet, da jeg ville optage det i dag, så I må bare tro på mig. Jeg træner videre med begge dele, så I får lov at se det senere. Find positionenI denne uge er temaet at finde pladspositionen. Jeg bruger gerne targets og gerne mange forskellige. Jeg starter med elefantplatformen, for at lære hunden at smække numsen ind, men ret hurtigt begynder jeg at bruge platformen i stedet. Årsagen er, at elefantfoden kan lære hunden at få numsen lidt for langt ind bag mig. Fx når jeg vil lære hunden at holde positionen, kan den "pladse mere" (altså svinge ind bag mig), hvis den synes den skal vente for længe på belønningen. Jeg vil hellere lære at lave hunden den rigtige bevægelse og finde en lige plads fra starten. Jeg skifter lidt mellem en høj platform og en helt flad, men det er bare for at vise hvor meget udstyr jeg har, en ca 5 cm platform kan sagtens bruges. Når hunden kommer sikker op på platform fra alle sider, kan jeg finde på at bruge en flad target (fx et bræt eller et stykke tape) for at lære hunden hvor langt fremme den skal være. Fjern target Målet med min træning i denne uge er, at Freddy kan finde positionen uden hjælp fra min arm eller en target. I videoen herunder skifter jeg mellem at holde armen på ryggen og langs siden. Freddy er target-o-man og det betyder at han søger targets alle vegne og han bruger min hånd som target hvis den er der - det vil jeg gerne have væk, for min hånd er der jo ikke altid, så jeg vil have at han kan finde positionen med eller uden min hånd langs siden. Jeg fjerner potetarget eller platform ved først at lave et par repetitioner med target, så kaster jeg en godbid og fjerner target mens Freddy er væk. Nu kan vi lave en repetition med uden target. De første gange belønner jeg for forsøget, selv om han står skævt. Bare han laver noget der minder om at komme ind på plads. i næste repetition kommer target tilbage, nyt forsøg, target væk, nyt forsøg med target osv. Efter nogle gentagelser vil jeg have at hunden står ordentligt uden target før jeg klikker. Jeg vil gerne have at hunden i træningen laver flere rigtigt plads-positioner end forkerte, så hvis det bliver for svært uden target, genindfører jeg target i en periode og laver færre gentagelser uden target. Så er vi i gang og i denne uge er temaet kropsholdning og bagpartskontrol! Hundens kropsholdning Jeg vil gerne have at det ser ud som om hunden svæver i en fri ved fod. Hunden skal bevæge sig fremad med masser af energi og fremdrift, men uden at hoppe. Det får jeg, hvis hunden har vægten bagud, at den har hovedet højt løftet (så højt som det nu er naturligt for lige den hund) og at den har fokus mod mit ansigt uden øjenkontakt. For Freddy vil jeg gerne have et hoved der ikke drejer så meget indad mod mig, men et mere lige hoved med næsen op ad – hvis det giver mening. Freddy er en tung hund og selv om han er stærk, er dette noget der skal indlæres over noget tid, da det kræver muskeltræning. Det betyder også at jeg bliver ved med at træne disse øvelser i de næste uger, så jeg er sikker på at hunden har forståelse for øvelserne og at han fysisk har muskulaturen til det. Jeg starter træningen på to måder:
Måske skal jeg nævne at jeg kun ønsker at hunden går på denne måde når den rent faktisk går en fri ved fod, der skal bruges til konkurrence. Det er fysisk hårdt for hunden, så hvis fri ved fod fx skal bruges i en sammenhæng hvor hunden gerne må gemme sin energi til noget andet og det ikke giver ekstra point at se fancy ud (fx i forbindelse med jagt eller lign.) så vil jeg hellere have at hunden går naturligt, med lavt hoved og vægten lige fordelt. Med Freddy vil jeg gerne have begge dele, så jeg har to signaler og det er i øvrigt i meget forskellige sitautioner jeg vil have de to forskellige øvelser. Kropsholdning med targethåndMed targethånden skal hunden først lære at dutte på hånden og derefter at fryse næsen på hånden. Når hunden kan og kan stå et par sekunder, kan du begynde at bevæge hånden, så hunden går fremad med den kropsholdning du ønsker. Her får hunden en fornemmelse af bevægelsen, men lærer måske ikke helt at udføre den selv uafhængigt af hånden. Det er klart at jo mere du træner det, jo bedre bliver hunden til at udføre den ønskede kropsholdning pga øget muskulatur de rigtige steder, men vi vil også gerne lære hunden at gå med den ønskede holdning uden hjælp fra targethånden, der bruger vi baglæns gang. Kropsholdning med baglæns gangI dette lille træningspas bruger jeg først platform til at få hunden til at forstå at det er foran mig det foregår og det er der han skal være. Jeg prøver at klikke for at han holde hovedet højt, men skifter strategi og bruger et stykke farvet tape som target, først i min hånd og så på mine bukser. Når jeg fjerner platformen vil jeg gerne have at hunden fortsat skal holde hovedet højt og følge mig. Det er ikke muligt for hunden at holde target på mit lår når jeg går og det ønsker jeg i øvrigt heller ikke, så det bruger jeg bare en overgang til at lære hunden at holde den ønskede kropsholdning (næsten) af sig selv. Elefant med højt hovedElefantøvelsen er, at hunden står med forbenene på noget og drejer rundt om det med bagbenene. Denne øvelse lærer hunden at rette ind når den går i pladspositionen, så den fysisk er i stand til det. Jeg ønsker at hunden skal have hovedet højt løftet i denne øvelse og stadig være i stand til at lave øvelsen. Derfor holder jeg hånden med godbidder over hundens hoved og belønner fra denne hånd. Jeg har ikke noget signal på, for det er ikke elefantøvelsen som trick jeg er interesseret i, men det at hunden fysisk kan udføre det. Når hunden "skøvler" (det er faktisk et ord, i hvert fald nord for limfjorden) som Freddy gør i videoen, hvor han vælter platformen, så fortæller det mig at han har for meget vægt på forparten og for lidt på bagbenene. Jeg kan vælge en højrere platform eller jeg kan træne det lidt mere. Vær opmærksom på, at en højere platform er fysisk hårdere for hunden. Prøv dig evt lidt frem med hvilken genstand der fungerer bedst som elefant-platform. Mål, uge 1Efter denne uge kan vi
Så er det i morgen træningen for alvor starter og indrømmet, så har jeg tyvstartet lidt og trænet nogle ting tidligere. Freddy kan en praktisk anvendelig hverdagsplads, som jeg bruger i hverdagen fx når vi går tur og der er noget jeg ikke synes han skal gå hen til, hvis vi skal transportere os over en kortere strækning, hvor Freddy ikke har snor på eller når vi går ind på banen i en freestylekonkurrence. Jeg har i dag lavet denne lille video af hvordan vores fri ved fod ser ud nu og jeg vil anbefale dig at gøre det samme. Det giver et meget godt indtryk af hvor problemerne er og når du ved hvor du starter, er det lettere at se alle de fantastisk fremskridt I gør jer. Denne video er lavet ved at jeg har taget en håndfuld godbidder, er gået ud af min hoveddør ud ii gården og har gjort det - ingen "fortræning", ingen gentagelser for at få det pænest mulige resultat - det der ses på videoen er som det ser ud lige nu. Jeg kan se på videoen at:
Om træningenMålet med min "nye" fri ved fod er LP-konkurence og muligvis også konkurrencer i heelwork to music (HTM). I LP skal hunden sitte hver gang an stopper, men i HTM, skal den ikke sitte. Jeg kommer til at træne Freddy i at stå i positionen, fordi det giver en bedre fremadrettet bevægelse, at hunden ikke hele tiden er på vej i en sit og det gør det lettere at arbejde med de små detaljer og hundens præcision i positionen. Sitten bliver først puttet på meget senere. En anden ting der måske adskiller sig lidt fra den træning du normalt vil lave er, at jeg begynder at lave underlige arme helt fra starten. I HTM skal man kunne bevæge armene, mens hunden holder sin position, så det er vigtigt at hunden ikke navigerer sin position fx efter en hånd. Planen er at lave to opslag hver uge:
Det gælder om at lave den bedst mulige træning med din hund og hvis det der tager mig en uge tager dig 5 uger, så er det sådan det er. Det kan også være at det er lige omvendt, at det går meget langsommere end jeg havde tænkt mig - så må du vente på mig :-D Jeg kommer til at starte stort set helt forfra med træningen og det kan være at du er nået meget længere og allerede kan en hel masse. Det kan også være, at du ved at du aldrig kommer til at bruge det med at kunne flytte armene, da de i din sport altid skal være et bestemt sted. Så er det selvfølgelig helt op til dig selv om du vil springe mine øvelser over eller om du træne dem - jeg kan love at ingen af de øvelser jeg kommer med vil ødelægge jeres nuværende fri ved fod. Instagram og denne sideDenne side er lavet som en blog. Det betyder at nye opslag er øverst. Hvis du af en eller anden grund ikke har set et eller flere opslag skal du derfor scrolle ned til du ser noget kendt og starte der.
Du kan stille spørgsmål under hvert opslag eller kommentere på det. Jeg besvarer spørgsmål der har relation til træning et par gange om ugen. Du kan træne med ved at bruge hashtag #covidfvf på instagram. Hvis du gør det, kan du selv tjekke videoer fra andre der træner med og jeg kigger også alle videoer med det #covidfvf et par gange om ugen og kommenterer, hvis der er noget at kommentere på. Jeg er så klar til at komme i gang og jeg glæder mig til at følge med i din træning! |
Arkiver
Februar 2021
Kategorier |