Det er OK at give op!

”Jeg husker den første gang du stillede op i Ringsted og bar hende ind og ud igen og sagde at ’det gør jeg aldrig mere’”!
Sådan skrev en meget god ven til mig for nogle dage siden, efter jeg var kommet hjem fra Viborg med en 1. og 3. præmie i Lunas og mit HTM1 program.
Det er cirka 3 år siden jeg sagde det – og jeg GAV OP!
Luna, som alle dage har været en sensitiv og reaktiv lille hund, kunne ikke håndtere miljøet til en konkurrence. I det hele taget, så har træning med Luna for det meste været en kæmpe udfordring og indimellem vældig demotiverende for mig. Hjemme i trygge rammer, i stuen, har hun for det meste været den sejeste lille træningshund, og mit valg af klikkertræningens principper har jeg holdt fast i, fordi jeg har set hvor meget power hun har fået af at tilbyde adfærd. Men lige så snart vi kom uden for matriklen, til et kursus eller blot til noget fællestræning, så gøede hun af alt hvad der kunne gøs af, eller snusede i jorden. Jeg er kørt grædende – og indimellem ret så irriteret – hjem fra træning mere end én gang. Mest på hendes vegne, men også på mine egne, for….
…jeg havde jo ikke fået hund bare for at gå ture, vel? Jeg ville gå til konkurrencer og vinde præmier med min dygtige hund, men det så ikke ud til, at det var en vej jeg skulle gå.
Det lykkedes mig, trods alt, at gennemføre både Canis klikkertræner- og instruktøruddannelsen.
Da jeg også blev certificeret BAT-instruktør og begyndte at bruge metoden med Luna, begyndte hun at slappe lidt mere af. Men jeg blev overmodig, på hendes vegne, og min nye interesse for Freestyle og HTM betød at jeg meldte mig til konkurrence i Ringsted. Jeg havde lavet et program som Luna udførte rigtig pænt, og jeg trænede i den hal konkurrencen skulle foregå, mange gange, med træningsvenner, så Luna kunne forholde sig til andre hunde i hallen, og det gik udmærket.
Men jeg var rædselsslagen, og på konkurrencedagen havde jeg to hjælpere med, for jeg frygtede hvordan Luna skulle komme frem og tilbage til opvarmningsarealet. Vi blev disket fordi Luna rendte rundt i ringen og gøede af folk og hunde på den anden side af hegnet, og jeg svor, at dette ville jeg aldrig udsætte hende for mere! Jeg gav simpelthen op. Jeg gav op på mine egne ambitioner – men jeg gav ikke Luna op. For MIG var det en bitter pille at sluge, at jeg ikke skulle gå til konkurrencer og vise hvor dygtig min hund var. For Luna betød det RO!
I 2 år har hun gået ture, sovet, og trænet hjemme i stuen. Jeg planlagde – INGENTING! I stedet slappede jeg af med vores hyggetræning, lærte Luna nogle HTM-positioner men havde også lange og mange pauser hvor hun bare snusede og gravede huller.
I starten var det svært og jeg meldte mig faktisk også til nogle kurser – og kom som regel uden Luna eller meldte afbud, for jeg orkede det ikke. Og efterhånden slap jeg fuldstændig tanken om og interessen i, at vi skulle ud og gå til en konkurrence. Jeg fik en anden ro og Luna fik en anden ro.

En dag tænkte jeg, at nosework ville være noget for Luna, ene og alene fordi næsearbejdet var afstressende for hende. Vi legede på helt amatørmæssig måde med det hjemme i stuen og jeg meldte os til et kursus. Jeg var vældig opmærksom på hvor grænseoverskridende det kunne være for både hende og mig at der skulle være andre hunde til stede. Men jeg kendte instruktøren og vidste at der ville blive taget hensyn. Og der skete noget meget mærkeligt – Luna var COOL! Jeg brugte alle BAT-principperne når der var hunde i nærheden, og Luna kunne abstrahere, være ’til stede’ og ARBEJDE. Jeg forstod det ikke helt, og kørte hjem fra første kursusgang fuld af forundring. Mønsteret gentog sig alle kursusgangene. Hun var glad og fri, ville arbejde og også gerne gå ’fri ved fod’ – selv om det ikke var det vi skulle.
Efter den oplevelse kan jeg næsten ikke huske i hvilken rækkefølge alting er sket. Luna har været i fremmede træningshaller hun aldrig har været i før og været klar til at arbejde med det samme. Hun har ikke snust, eller hellere villet noget andet, hun har villet træne med mig. Jeg har været på kurser med andre hunde, og hun har trænet med mig. Vi har passeret et punkt i vores udvikling sammen helt uden at det var planlagt. Og jeg er pave stolt af min lille hund. Hun er en hund der altid vil være opmærksom på omgivelserne og aldrig vil bryde sig om fremmede hunde tæt på sig. Men hun kan kaste det af sig, og have oplevelsen at det er sjovt at lege træning med mig. Alle der har kendt mig og Luna og fulgt vores træningsrejse de sidste 6-8 år ved hvor stort det er for mig.
Mine ambitioner er vendt tilbage – men på en sådan måde, at går det godt, så går det godt. Det er fedt at vinde præmier, for vi arbejder for det, men det der er allervigtigst for mig, det er at Luna trives. Jeg er enormt opmærksom på hendes stress-signaler: begynder hun at gabe meget, kigger sig meget omkring, er ukoncentreret og snuser i jorden, gør mere end normalt, ja så er der noget der ikke er som det skal være, og så må vi tage vores forholdsregler.
Og så er jeg meget bevidst om, at noget der gør hende tryg og sikker er at vide hvad det er hun skal. At hun skal have virkelig meget flyd på de positioner/adfærd vi arbejder med, for så er der ikke noget der kan forstyrre hende. Og så irettesætter jeg hende aldrig i træningen. Aldrig. Det skal ALTID være en positiv oplevelse for hende og hun (eller nogen andre hunde for den sags skyld) tager ikke ’røven på mig’ eller ’løber om hjørner med mig’ fordi hun laver en fejl. Vi må bare træne det lidt mere så.
Så ja – det er OK at give op. Jeg har kun min hund til låns, og at gå til konkurrencer er et behov JEG har. Så hvis jeg skal byde min hund det, så skal hun have det godt med det.
Luna er min lille stjerne, uanset hvad!