Den omstillingsparate hund

En god arbejds-, konkurrence-, eller familiehund skal kunne nogle bestemte øvelser og så skal den forstå nogle koncepter eller kompetencer. Kompetencer er for mig alt det der ligger uden for øvelserne. Det kan være sådan noget som at kunne forstå og reagere på signaler, at kunne koncentrere sig i længere tid om en opgave og så det dette indlæg handler om: at kunne skifte mellem forskellige aktiviteter.
At kunne skifte mellem forskellige aktiviteter er en god egenskab i mange sammenhænge. Eksempelvis når hunden leger med en anden hund, men skal afbryde og komme på dit indkald, når hunden skal vente i ro mens andre hunde træner, når den stående hund har rejst en fugl og den skal blive i ro, mens retrieveren henter fuglen efter skuddet eller hvis hunden er blevet belønnet med godbidder 4 gange, men efter 5. repetition skal den skifte til en legebelønning.
Hunden skal lære at engagere sig i den aktivitet du gerne vil have om det så er arbejde, ro, leg eller noget helt fjerde. Også selv om der er noget den hellere vil i situationen.
Hunden har ofte nogle foretrukne aktiviteter fx kan det være at spise vinder over det at lege eller at arbejde vinder over at forholde sig i ro. Hunden har altså et hierarki over aktiviteter, men skal lære IKKE at udføre yndlings-aktiviteten i alle situationer.
Man kan sige at det er et spørgsmål om selvkontrol hos hunden, men jeg synes det giver mening at præcisere det lidt.
For det første handler det om impulskontrol hos hunden – den skal lære at se noget den gerne vil og udskyde ønsket om at få det. I starten lærer vi hunden at hvis du afholder dig fra at tage det du gerne vil have, så får du det – fx med omvendt lokning og forskellige doggie-zen øvelser.
På et tidspunkt er det ikke altid hunden får der den gerne vil have og så handler det i højere grad om at tolerere en smule frustratione og at lære hunden at have det godt med det. 
Men det er mere end det. Det er også et spørgsmål om at være ”omstillingsparat” eller kognitivt fleksibel – altså at kunne sige, ”Nå jeg fik ikke mit drømmejob, men nu går jeg all in og giver mig 100 %  på det job jeg så fik” eller ”jeg ville gerne have vundet legetøjet, men jeg spiser godbidden med lige så stor entusiasme”.
Det handler om at slippe tanken om det BEDSTE og være lige så tilfreds med det næstbedste. Personligt er jeg nok ikke helt i stand til det, men jeg øver mig på det!
 
Grunden til at jeg er kommet til at tænke på lige fleksibiliet som kompetence er, at jeg var til sandkasse-træningskonkurrence med min hvalp i lørdags. I HTM og freestyle er det muligt at deltage i en konkurrence med en hvalp – man må belønne i ringen og hvalpen får ikke point eller placeringer. En fremragende mulighed for at træne i et konkurrencemiljø! Nu er der corona, så der er ikke rigtige konkurrencer, men en af de fantastiske HTM-damer havde i lørdags arrangeret et lille setup, der skulle ligne med 6 hvalpe og mulighed for at gå i ringen.
Tweed på 20 uger og jeg var med og jeg fik bekræftet noget jeg egentlig godt vidste i forvejen: Tweed tænder ret meget på bevægelse og han har endnu ikke fleksibiliteten til at skifte mellem forskellige typer af adfærd (fra lås blikket på andre hunde der bevæger sig, til at forholde sig roligt eller tilbyde en eller anden form for indlært adfærd). Det kommer selvfølgelig ikke som et chok for mig, det ligger til racen og jeg har observeret det i flere situationer, men det var lige en reminder om at vi hellere lige må kigge lidt ekstra på den træning.
Stirre-adfærden er egentlig okay, men efter stirren vil han meget gerne jage det der bevæger sig. Det dur jo ikke at han render og genere de andre hunde, så jeg begrænser ham med snor og bur. Begrænsningen fører til stor frustration og hylen og skrigen fra Tweeds side.
Noget må gøres, så Tweed med tiden kan komme til træning og konkurrencer hvor andre hunden bevæger sig og måske endda leger og har det sjovt, mens han skal forholde sig i nogenlunde ro! Både for min skyld, men i høj grad også for Tweeds – det frembringer en følelse af frustration hos os begge og det er ikke en følelse jeg ønsker at associere med konkurrence og træning. I hvertfald ikke på det nivau der ses her - lidt frustration kan nok aldrig undgås. 

Man kunne tænke: ”Jeg må udsætte hvalpen for hunde der bevæger sig! Jeg tager den med til et agility-stævne, så kan hvalpen og jeg bruge hele dagen på at træne forholde sig i ro, mens hunde løber og leger”.
Umiddelbart lyder det måske som en fremragende ide: Der er et problem, lad os træne hvor problemet er. Der er dog den fare ved løsningen, at der bliver meget værre – hvalpen ved ikke hvad den skal og bliver drøn-frustreret og taber sin mentale sut fuldstændig hver gang en ny hund løber forbi.
 
Jeg vælger i stedet at træne mig ud af problemet på to måder:

1. Træning af de alternative adfærd jeg ønsker at og
2. Træning af hvalpens fleksibilitet

 
Træning af ønsket adfærdUd over at handle om impulskontrol, fleksibilitet og ”frustrations-tolerance”, handler mit problem i høj grad om forstærkning! Hvilken adfærd er blevet forstærket og i hvilke situationer.
Jeg skriver træning af ønsket adfærd, men jeg mener i virkeligheden rigtig, rigtig meget træning af det jeg gerne vil have og med maser af belønninger for rigtig adfærd. Som i noget der minder om hjernevask! Det jeg gerne vil have Tweed skal gøre skal sidde utrolig meget på rygraden.
Min alternative adfærd kan fx være at ligge afslappet på et tæppe, at slappe af i bur eller at tilbyde kendte øvelser fx plads eller kontakt.
Det med at slappe af, kan jeg træne fra nu af og til juleaften, men jeg kan ikke udelukkende træne afslapning. Tweed er en aktiv lille fyr og hvis jeg kun træner afslapning bliver han totalt bims. Hans aktivitets-hieraki siger bevægelse før ro. Derfor vil jeg gerne have at han gør præcis det modsatte – viser mig ro, når han gør det forstærker jeg roen med aktivitet fx at løbe eller træne.  I mit træningsrum har jeg en hundeseng og inden vi skal træne sætter jeg mig roligt ved hundesengen. Først når han ligger ned og ser nogenlunde afslapper ud, kan vi begynde at træne.
Ro, bur og frivillige øvelser træner jeg til der er totalt flyd på dem, så de sidder virkelig meget på rygraden, før de bliver udsat for forstyrrelser som ting der bevæger sig. Når forstyrrelserne skal tilføres, bliver det stille og roligt og ikke en hel masse på samme tid.
 
Træning af fleksibilitetDen anden ting jeg kaster mig over er at træne fleksibilitet. Med det mener jeg at træne hunden i at engagere sig i en aktivitet, for derefter at skifte til en anden aktivitet på mit signal.
Jeg tænker fleksibilitet som at skifte mellem aktivitetsniveauer: fra to til aktivitet og den anden vej, men også som at være mentalt fleksibel at skifte mellem to lige aktiviteter på samme aktivitetniveau, men hvor den ene måske er sjovere for hunden end den anden.
Det med at skifte aktivitetsniveau har jeg beskrevet ovenfor: hunden skal være i ro før vi kan træne og i mellem træningspas, skal hunden falde til ro, før vi kan starte igen.
En måde at træne den mentale fleksibilitet på er byttelegen, som mange kender til. Her har man har to stykker legetøj og leget skiftevis med det ene og det andet legetøj med hunden. I starten bruger man to identiske stykker legetøj, men efterhånden kan man skifte, så de to stykker legetøj er af forskellig kvalitet. Nu skal hunden engagere sig i leg med det ”kedelige” stykke legetøj, selv om den hellere vil have det andet legetøj. Når den leger med det kedelige legetøj, kan det være at hunden får det mere spændende legetøj.
Byttelegen kan udvides i en uendelighed – kan hunden fx jage og spise godbidder hvis der er et synligt legetøj eller omvendt: kan den lege med dig, mens der er synlige godbidder. Kan hunden tage imod en belønning, hvis den er engageret i en anden aktivitet? Kan hunden lave en øvelse der ikke er apport efter en apport er kastet?
Mulighederne er mange og man skal selvfølgelig træne det der giver mening. Det er fint at prøve sig lidt frem, men der er ingen grund til at overdrive. Jeg vil ikke have en hund der generelt er i tvivl om hvad den skal når der er noget bestemt konkurrenceudstyr til stede fx en apport.
Lige nu arbejder vi med bytteleg med to stykker legetøj og det er ikke let for Tweed. Jeg bruger to stykker legetøj, som han normalt gerne vil lege med og bytter mellem dem. Han har meget svært ved at engagere sig i at lege med det legetøj han synes er nr. 2. Først når han leger ”ordentligt” med det kedelige legetøj, får han favorit-legetøjet.
Hvor let eller svært det er at skifte aktivitet og aktivitetsniveau har uden tvivl en genetisk komponent. Min labrador fx kom næsten med disse egenskaber og er nærmest født til at se andre hunde arbejde og har også altid kunne bytte mellem forskellige former for belønninger i samme træningspas.
Helt så let kommer det ikke til at gå med Tweed, men det er en nødvendig træning, hvis han skal være den konkurrencehund jeg forestiller mig at han skal være.