Sådan ca. samtidig med, at jeg havde min første hund, skete der en ændring i opfattelsen af hvad hunde havde brug for.
Tidligere skulle man sørge for vand og mad i en skål og masser af motion, eventuelt lidt træning.
Men så dukkede begrebet aktivering op. På det tidspunkt var aktivering stort set altid noget med at trille godbidder ud af en bold eller søge foder på græsplænen.
Efterhånden har konceptet udviklet sig noget, men det er stadig ofte aktiviteter hvor hunden skal underholde sig selv og hvor hundens foder bruges som betaling. Formålet er at hunden bruger overskudsenergi, både for at opfylde hundens behov for aktivitet og for at den kan blive træt og dermed mere rolig.
Man kan købe sig meget fattig i kulørt plast til aktivering af hunde (jeg ved det, for jeg har gjort det!): diverse godbidsbolde, aktiveringsspil, snusemåtter, legetæpper, spis-langsomt-skåle, kong og kong- lignende legetøj med hulrum til at putte mad ind i, slikkemåtter med meget mere.
Ikke et ondt ord om det – hvem ønsker ikke ind i mellem lidt fred og ro!

MEN, aktivering kan være så meget mere end beskæftigelsesterapi for understimulerede hunde og det handler dette indlæg om.
 

Berigelse og kognitiv fleksibilitet
Når man bruger energi på at berige hundens liv med spændende aktiviteter, så kan man ligeså godt få lidt mere ud af det end bare at køre hunden træt.
Hvis hunden samtidig bliver bedre til noget eller hvis jeg lærer noget om hunden er det ekstra værdifuld berigelse.
Kognitiv fleksibilitet handler om hvor god hunden er til at skifte mellem forskellige aktiviteter, hvor mange forskellige handlemuligheder har hunden i en situation.
Alle dyr og mennesker har gavn af kognitiv fleksibilitet – det hjælper os til at håndtere store og små ændringer og det gør individet hurtigere til at ændre på adfærd der ikke (længere) virker.
Jeg forestiller mig, at hunde kan øge deres kognitive fleksibilitet ved at løse mange forskellige typer af opgaver og ved at skulle udføre forskellige øvelser i situationer der ligner hinanden.
Jeg har ikke noget belæg for at det at det er bedre i forhold til fleksibilitet, men om ikke andet er det sjovere for hunden, at skifte mellem forskellige mad-lege, fx skift mellem søgelege med godbidderne placeret højt, nede i græsset, i bogreolen, gravet ned i jorden eller gemt under gulvtæppet, end at skulle tømme den samme aktivitetsbold for foder dag ud og dag ind.
Det samme med øvelser: kan hunden lave flere forskellige øvelser med samme genstand eller kan den lave en øvelse den ikke forventer at skulle lave i dette setup?
Det behøver ikke at være store forandringer du laver. Plejer du at lave godbidssøg i græsset, hvor godbidderne er kastet ud, så prøv i stedet, at lægge godbidderne i flere små bunker fordelt på græsplænen. Eller sæt dem fast i barken på træer, læg dem på soklen af huset eller noget helt fjerde.
Hvis du træner tricks, så prøv om du kan træne mens du sidder tilbagelænet i sofaen eller i en anden situation hvor du ikke plejer at træne.
Hvis du træner dog parkour eller nose work er der rig mulighed for variation.
Kan hunden fx lave beholdersøg rundt om et køretøj?
I dog parkour har hunden ofte en mening om hvad forskellige forhindringer skal bruges til – en stor flad sten er fx ofte signal til at hunden skal hoppe op med 4 poter, men kan den lave elefant på den, sætte forpoterne op, løbe udenom?
 
Hvad kan godbidssøg lære din hund?
Når hunden søger efter godbidder i forskellige situationer (fx på forskellige underlag, i papkasser og magretheskåle, op ad trapper, mellem kjoler og frakker i klædeskabet, i en balje med genstande der larmer) vil du ofte se, hvis der er noget hunden ikke bryder sig om.
Jeg ønsker at hunden søger selvstændigt uden hjælp. Jeg peger ikke, opfordrer ikke til at spise godbidderne, placerer dem bare og observerer på lidt afstand. Hvis hunden spiser nogle godbidder, men ikke alle, er det information om at den ikke er mere sulten eller ikke kan lide at tage godbidderne fra præcist det sted. Det kan være at hunden er utryg ved ting der vælter, for glatte overflader, for lyde eller andet.
Hvis jeg ser, at hunden tøver ved noget, kan det bruges til at vælge hvilke typer af berigelse hunden i fremtiden kan udsætte hunden for. Du kan fx lave mange forskellige varianter af noget der ligner situationen hvor hunden tøver, men hvor hunden ikke bliver bange.
Hvis hunden fx er bange for ting der vælter, starter jeg med at lade hunden søge godbidder i en skål eller kasse med en genstand i fx en blød bold eller en bamse. Genstanden vil bevæge sig lidt når hunden snuser rundt efter godbidderne, med det er ikke det samme som at noget vælter. Efterhånden kan du putte andre, større genstande ned i skålen til godbidderne. Hunden kan også skubbe en bold eller lign. væk fra en muffinform med godbidder i. Her falder bolden måske 3-4 cm, så der er bevægelse, men ikke så meget som hvis noget vælter. Efterhånden kan man lægge andre lidt mere væltbare genstande over muffinformen fx en lille kong.
Hunden kan desuden samle store godbidder op fra toppen af en silicone-bageform, fodbold, bowlingkugle eller andet der potentielt bevæger sig lidt og får godbidderne til at måske falde ned.



Berigelse er så meget mere end foder i en tom colaflaske eller spredt på græsset.
I mange tilfælde kan man finde en god berigelse i aktiviteter der minder om hundens oprindelige arbejdsområde, mange hunde har stor glæde af at søge ting eller mad, forskellige former for bevægelse (svømme, grave, løbe), men det kan også være leg med en hunde- eller menneskeven, massage i sofaen, en rolig snusetur på et spændende sted og 100 andre ting.
​
Her får du 3 hurtige ideer til berigelse, du (måske) ikke har prøvet før:

1. Grav store tørre godbidder eller en tør tyggeting ned til hunde i løs jord, flis eller lign. og lad hunden søge og grave dem op
2. Lær hunden at søge og finde den genstand du har afsat din duft på, fx en pind, grankogle eller lign. Læg den og lad hunden søge og markere eller hente tingen til dig (se video herunder)
3. Lær hunden at sætte forpoterne op på genstande og træn dette på 50 forskellige genstande (store, små, flade, lodrette, plast, metal, stof, sten, glas mm)

 
Hvis du vil have endnu flere ideer til hvad du kan berige din hunds hverdag med, så kan du få det på holdet ”hverdagslydighed og aktivering”, som starter 29/5 ved Mørkøv.

Vi prøver en masse forskellige sjove aktiviteter, for at finde det der kan berige din hunds liv.
Derudover indeholder holdet hverdagslydighed, hvor vi arbejder med at din hund fungerer på gåturene og i de situationer den oplever i hverdagen.
Se mere om holdet og tilmeld dig her 
                ​

,
Dette indlæg handler om at få en ikke så madmotiveret hund til at blive mere madmotiveret, og processen vi har været igennem fra ikke at ville spise godbidder fra mig, til at kunne spise en semimoist tørfoder-pille på træningspladsen.
Dette er andet blogindlæg om mit liv som ejer af en border collie – afsnit 1 kan du læse her.


Lige som første afsnit, handler dette afsnit om et problem der måske ikke er specielt border collie-specifikt, men noget der kan findes hos masser af racer og individer, nemlig manglende interesse for at spise generelt og særligt manglende interesse for at spise godbidder.
Hvis man går et skridt dybere, så handler det om forstærkning, og om hvad man kan gøre som klikkertræner når man ikke har så mange forstærkere, som man kunne ønske sig.
Baggrund:
Tweed er IKKE et madøre. Han spiser helst ikke sit tørfoder og vi har været omkring flere forskellige mærker, vådfoder og råfoder, men Tweed er bare ikke vild med mad og hans indtag varierer en del fra dag til dag.
Jeg er kommet dertil, at han er frisk, rask og aktiv (MEGET aktiv), ikke underernæret og han vokser – altså må han få mad nok af det kvalitets-hvalpefoder jeg serverer for ham.
Normalt bruger jeg oceaner af mad i min hundetræning: Det er nemt at levere en godbid, jeg kan have den i lommen, jeg kan hurtigt lave en del gentagelser af en øvelse med godbidsbelønning, jeg kan styre hvornår belønningen starter og slutter (start når jeg leverer godbid, slut når godbidden er spist). Det er så indarbejdet en del af min omgang med hundene at belønne med mad, at jeg har fedtpletter på ALLE mine lommer i så godt som alt mit tøj!
Da Tweed flyttede ind havde jeg placeret godbidder alle mulige steder, så jeg hele tiden var klar til at belønne alt det han gjorde, som jeg gerne ville se mere af.  Jeg havde valgt tørre godbidder selvfølgelig. Eller faktisk bare et foder af en anden og formodet mere lækker variant end det ”normale” foder.
De godbidder kunne jeg selv spise eller give til en af de andre hunde, for Tweed gad ikke have dem.
Nå, jagten gik ind på noget han gad at spise. Jeg prøvede hele tiden mere og mere lækre godbidder som hunden så kunne sige nej tak til for næste gang at få noget endnu bedre. Hvis han ville spise et stykke flæskesteg den ene dag, tænkte jeg ”YES, nu har vi den”, købte og stegte en flæskesteg for at se Tweed sige ”Nej tak, det er ikke lige mig det der”.
Jeg gjorde præcis alt det jeg IKKE ville anbefale andre at gøre: Jeg prøvede at please, lokke og nøde hunden til at spise og anstrengte mig for hele tiden finde noget der var lidt mere lækkert til ham.
På trods af mine anstrengelser var det faktisk som om det blev værre og værre og efterhånden spiste han så godt som ingen af de godbidder jeg tilbød og ofte forlod han træningspasset efter første godbid.
Forstærkning eller straf?
Når man klikkertræner, træner positivt, belønningsbaseret eller hvad man nu vælger at kalde det så er der EN ting der er alt afgørende for succes eller fiasko: Belønninger.
Hvis jeg ikke har noget der kan belønne ønsket adfærd hos hunden, så har jeg ikke mulighed for at træne belønningsbaseret!
Jeg kalder det belønning og forstærkning i flæng, men egentlig er forstærkning den korrekte betegnelse og også den der giver mest mening at bruge lige her.
En belønning er en ting – Et stykke pølse, en bold eller 1000 kr. En belønning gives til et individ, man kan fx sige at man belønner HUNDEN for at sitte.
En forstærker er derimod en procedure. Forstærkeren er en aktivitet fx at sluge pølsestykket, at løbe efter bolden, tygge i bolden eller hvad nu den foretrukne bold-aktivitet er for hunden. Når man taler om forstærkning er det ADFÆRDEN der forstærkes og ikke hunden. Eksempelvis kan man sige at mulighed for at løbe efter en bold forstærker en sit.
Når man træner belønningsbaseret bruges primært positiv forstærkning. Definitionen på positiv forstærkning er, at der tilføres noget, som øger sandsynligheden af en adfærd.
Definitionen på straf er at adfærden hunden laver lige inden straffen, vil bliver mindre sandsynlig. Ved positiv straf tilføres noget (et ubehag) og ved negativ straf fjernes noget (attraktivt) fra hunden.
De definitioner gør, at man ikke bare kan antage at noget er en straf eller en forstærker i forhold til en bestemt adfærd. Det kan først vurderes efter man har brugt proceduren (straf eller forstærker) i noget tid og man har målt på om adfærden bliver mere eller mindre sandsynlig, at du reelt kan vurdere om du straffer eller forstærker. Du måler altså om der kommer mere eller mindre af den adfærd du træner på.
Så hvis jeg træner sit og forstærker med kødbolle, vil jeg efter nogle gentagelser kunne se om det bliver mere eller mindre sandsynligt at hunden sitter i vores træning. Hvis hunden sitter oftere end den plejer var det en forstærker at spise kødbolle. Hvis den sitter sjældnere end den plejer i vores træningspas, så er der et eller andet i det at spise kødbolle eller min servering af kødbolle der gør det til en straf.
Det er måske kun de meget nørdede, der går så systematisk til værks med at tælle rigtige og forkerte forsøg, men det er faktisk godt at have i baghovedet, at hvis en øvelse eller en situation ikke virker til at blive bedre, men tværtimod forværres, så er der noget som ikke helt fungere i forhold til forstærkning.
I mit tilfælde oplevede jeg, at hunden blev mindre interesseret i træning med mig og ofte forlod træningen efter en godbid. I så fald må godbid fra mig være en straf, for den gør adfærden at træne med mig mindre sandsynlig.
Det er samtidig en positiv straf, for det er noget jeg tilfører. Positiv straf et ikke noget jeg ønsker at bruge i min træning, for det ER at tilføre hunden noget ubehageligt – også selvom det ubehagelige er et stykke økologisk andebryst, noget mange hunde ville synes var VILDT lækkert.
Det var ikke ligefrem planen at lave lækker mad til hunden for at straffe den for noget jeg faktisk rigtig gerne vil have ham til.

Løsningen:
Løsningen består af flere dele. Målet var, at Tweed spiser godbidder af ”medium kvalitet” i alle trænings- og konkurrencesituationer.
Godbidsservering:
For Tweed er serveringen af godbidden vigtigere end smagsoplevelsen: En godbid der bliver kastet langs jorden eller han skal jagte i min hånd er meget mere værd end en der bare bliver serveret i munden.
Jeg er startet med at sørge for, at næsten al Tweeds mad kommer fra mig. Jeg måler hans foder op hver morgen og giver det i løbet af dagen i træningssessioner og hvis han ikke har spist det hele, får han resten i et aktivitetslegetøj eller en snusemåtte om aftenen. Jeg har altså droppet de über-lækre godbidder i en periode og giver ham i stedet et kedeligt tørfoder.
Foderet består af  hvalpetørfoder, gerne 2-3 forskelige slags, men det er det. Ingen ekstra-lækre godbidder blandet i, så det hele får lidt smag af pølse, bare foder. Han får stadig lidt ekstra lækre godbidder til særlige lejligheder, fx når vi træner i  svære situationer fx at være i ro og ikke jage alt hvad der bevæger sig.
Der er ret mange måder man kan servere en godbid på, jeg bruger at kaste en godbid til at gribe, at jage en kæmpegodbid jeg holder i hånden, jage godbid der kastes langs jorden, jage godbid jeg har i hånden mens jeg løber afsted med den, en godbid i en skål, som hunden først må tage på mit signal og så videre.
I denne video tester jeg forskellige former for servering af godbidder og hvis du ser helt til slutningen, vil du se, at på det tidspunkt var en tom skål mere værd for Tweed end godbidderne (som han dog spiste)

Systematisk træning i at spise godbidder
Premacks princip siger, at en meget sandsynlig adfærd kan bruges til at forstærke en mindre sandsynlig adfærd. Det klassiske eksempel på Premacks princip er da du som barn skulle spise dine grøntsager før du måtte få dessert. Hvis dette gøres systematisk og konsekvent, vil grøntsagerne med tiden overtage noget af dessertens værdi og derfor vil det at spise grøntsager måske blive lige så forstærkende som at spise dessert (mine forældre har ikke brugt Premacks princip systematisk og konsekvent, for jeg kan stadig bedre lide citronfromage end jeg kan lide rosenkål).
I Tweeds tilfælde, har jeg trænet, så efter en aktivitet hvor der indgår spisning følger der altid en aktivitet,  der er mere attraktiv. Så fx efter han har spist en godbid fra min hånd, kommer der fx en trækkeleg.
Alle aktiviteter kan i princippet bruges til at forstærke godbidsspisning. Det er vigtigt, at du kan styre start og stop af aktiviteten og det er mere værdifuldt for hunden end at spise godbidder.
Her ses en lille video, hvor jeg bruger det at grave til at forstærke at spise en godbid.

I videoen nedenfor klikker og belønner jeg det at spise godbid som enhver anden adfærd – timingen er lidt svær her, for jeg kan ikke se om han rent faktisk spiser godbidden, kun at han samler den op. I først repetition kaster jeg godbidden og i de følgende repetitioner klikker og belønner jeg ham for at spise godbidden, præcis som jeg ville have gjort i træningen af enhver anden øvelse.
Belønningen for at spise godbidden er at jage og fange legetøjet.

Øvelse gør mester
Ud over systematisk træning og forskellige former for godbidsservering er der også et element af øvelse eller flyd i det at spise godbidder, ligesom der er i enhver anden adfærd. Jo flere gange hunden har udført adfærden, jo bedre bliver den til det.
Mit tredje tiltag er derfor at servere godbidder for Tweed i forskellige situationer og på forskellige steder.
Det er min oplevelse, at den første godbid er sværest at spise, men har han først spist en er det lettere at spise den næste. Hvis han ikke har kunnet spise i situationen, har jeg overvejet om der måske er noget der forstyrrer ham og har øget afstanden til det og prøvet at præsentere godbidden igen. Hvis der ikke har været noget specifikt der forstyrrede ham eller hvis jeg ikke har kunne styre situationen (fx fordi det der forstyrrer er en anden hund på vej mod os), har bare noteret mig, at det fx er for svært for ham at spise i den situation og at det skal der trænes på i et separat træningspas.
Samtidig med dette har jeg sørget for at efter han har spist et antal godbidder, har jeg forstærket med en mere attraktiv aktivitet, fx at løbe med mig

Forgiftede godbidder
Jeg har virkelig tænkt over hvad jeg kan have gjort for at ødelægge mine godbidder så godt og grundigt.
For at ødelægge en god forstærker, skal man først have give forstærkeren og derefter have påført hunden noget ubehageligt.
Eller man kan sige, at man skal straffe den aktivitet, som var den planlagte ”belønning”. Det vil gøre at det bliver mindre sandsynligt at hunden vil udføre den aktivitet, som egentlig skulle være belønningen. Det kaldes forgiftede signaler og det ses ofte fx når dyrlægen prøver at lokke hunden op på undersøgelsesbordet. Signalet for hunden er dyreklinik + dyrlæge + godbidder = ubehag.
Det synes jeg jo ikke jeg har gjort, men så alligevel er jeg kommet i tanke om et par situationer hvor det kunne være sket. For det første er Tweed meget interesseret i genstande. Det kan være alt fra en død gnaver en af kattene har fanget, en pind, en øldåse, et cigaretskod eller hvad som helst man kan være så heldig at finde på gåturene. Hvis det bare er en øldåse, så fred være med det, men når han samler noget farligt eller giftigt op, så vil jeg gerne have at Tweed slipper det.
Så har jeg nok gjort det at jeg lige har prøvet at bytte med en godbid. Jeg har holdt en godbid op foran næsen på ham og han har holdt godt fast i sit ”bytte”. I Tweeds verden er en død mus meget mere værd end den godbid jeg kan tilbyde. Når så Tweed vælger ikke at slippe har jeg grebet ind og taget det han nu har ud af munden på ham. Det er foregået stille og roligt og jeg har typisk bare taget fat i det han har i munden, til han slipper det, men alligevel, så er der et pres fra mig og tingen forsvinder bagefter.
Et andet eksempel, er når Tweed skal have sele på. På et tidspunkt brød han sig ikke om at få selen over hovedet, så jeg lærte ham selv at stikke hovedet igennem. Det er gået helt fint i træningen – stik hovedet igennem og få en belønning. Men jeg havde nok lidt glemt at det med at spænde klikspænderne i siden også kan være ubehageligt, så efter vi havde trænet den første del var rækkefølgen: stik hovedet igennem, få en godbid og oplev et ubehag når jeg spænder selen!
Jeg kan heller ikke sige mig 100% fri for at komme til at have godbid i hånden inden jeg tager fat i halsbåndet for at føre hunden ind i et andet rum eller lignende.
Jeg har sikkert gjort præcis de samme ting med mine andre hunde og Tweed er den først hund jeg har haft, hvor det har været et problem med at spise godbidder.
De har typisk været mere interesserede i mad fra starten af, så den værdi der har været i den godbid jeg evt. har lokket med har været meget større end det lille ubehag der måske har været ved at jeg har taget dem i halsbåndet. Den går bare ikke når godbidden kun er en middelmådig forstærker.
I dag kan Tweed spise godbidder de fleste steder og i forskellige situationer (HURAA!) og jeg kan bruge godbidder i træning. Han er stadig småt-spisende, men han er heldigvis ikke død af sult endnu.

Jeg har nu boet sammen med border collie Tweed i lidt over 4 måneder og hvilke 4 måneder det har været. Jeg har taget tilløb til at få border collie i flere år, jeg har læst alt hvad jeg kunne finde, jeg har studeret forskellige typer af bordere, har talt med border ejere og jeg har observeret masser af træning med border collies. Så jeg synes egentlig jeg var godt forberedt på hvilke positive og negative sider sådan en fuldblods hyrdehund kan tænkes at have.
Det har vist sig at jeg tog grueligt fejl på flere punkter – eller også er det bare noget med at man (jeg!) har tendens til at overvurdere egen formåen og andres erfaringer lyder helt anderledes end de føles.
Denne blog er tiltænkt alle dem der overvejer en border collie – vær opmærksom på at alt hvad jeg skriver er baseret på et enkelt individ, så det kan jo tænkes at den border collie du får er meget lettere. Eller den kan være meget værre!
Hvis det kommer til at lyde som en klagesang, så er det ikke meningen. Jeg har den skønneste, kærligste, mest kreative hundehvalp og jeg er vild med ham også selv om han ikke er den letteste hvalp jeg har haft.
Dette afsnit handler om at have en hund med meget stor interesse for bevægelse!


Interesse for bevægelse + svært ved at give slip (disengage)

Jeg har jo læst, hørt og set med egne øjne at nogle bordere jager alt hvad der bevæger sig. Jaja, tænkte jeg, jeg har haft whippet og blanding med tysk jagtterrier, det kan vel ikke være værre end det.
Det har vist sig, at det kan være meget værre end hvad jeg har stiftet bekendtskab med tidligere. Whippeten og terrieren interesserede sig ikke for ALT hvad der bevægede sig.
Det ville jeg muligvis have sagt at de gjorde, hvis du havde spurgt da jeg havde dem. Det er fordi jeg ikke havde fantasi til at forestille mig hvad ALT er.
Alt er fx en gren eller et blad der vejrer i vinden, et snefnug der daler fra himlen, krusninger på vand, en hånd der børster tænder, børster hår, laver havearbejde, en kost, støvsuger eller hvilket som helst rengøringsudstyr, en kat, en fugl, en ged, et barn, en cykel, et løber, en bil og omkring 1000 andre ting.
Forskellen mellem whippet/terrier-jagt og Tweed-jagt er følgende:

1. Jagtobjektet er ligegyldigt, det er bevægelsen der er interessant
2. Langsomme bevægelser er sådan ca. lige så stimulerende som hurtige
3. Det kan være meget svært at slippe jagten igen og komme tilbage til normalt arousal -niveau (at disengage på nydansk)

1. Jagtobjektet er ligegyldigt
Da jeg havde de ”rigtige” jagthunde, havde de meget klare byttedyrspræferencer, som passede til deres oprindelige opgaver. De ville aldrig nedværdige sig til at jage noget så dumt som en bil eller en kost. De ville jage the real thing og kunne til nød bruge et skind i snor eller lignende legetøj.
Tweed er fløjtende ligeglad hvad det er, alt er lige spændende i hans øjne, uanset om det er en fugl, et blad eller et legetøj som jeg tilbyder. Det eneste der måske er lidt mere værd end andet er vores geder – det er der jo ikke noget at sige til, de ligner så meget får, at flere voksne mennesker ikke kan kende forskel.

2. Langsomme bevægelser er lige så stimulerende som hurtige
Tweed ser alt! Også den mindste lille bitte bevægelse på 100 meters afstand. Når han ser og låser blikket på noget kan han gøre 3 ting: stivne og stirre, gø af det eller løbe efter det, som regel i nævnte rækkefølge. Hvis vi er ude opdager jeg alt han låser på, for han stivner og han er ikke lige til at få med videre (mere om dette i næste punkt). En dag låste han blikket på en kvinde, bag en hæk ca. 200 m væk, som stod og vuggede en barnevogn helt stille og roligt. Han reagerer også voldsomt på at jeg fx tørrer støv af eller tørrer skabe eller lign. af selv om det er en meget stille og rolig bevægelse.
 
3. Evnen til at give slip/disengage
Da Tweed så barnevognskvinden startede han med at stivne og stirre, men gik ret hurtigt til at gø i frustration over at han ikke kunne få lov til at løbe der hen. Det resulterede i at jeg måtte slæbe afsted med en gøende og hylende hund i sele, som først da vi var meget, meget langt væk fra barnevognskvinden rent faktisk kunne slippe hende så meget mental, at han kunne gå forlæns. På det tidspunkt var han så meget oppe at køre, at han ikke kunne andet end at bide i snoren og i mig resten af vejen hjem.
Jeg har oplevet det flere gange, Tweed tænder så meget på en uventet bevægelse, at hans arousal-niveau ryger helt i vejret og jeg kan glemme alt om at få kontakt, at få ham til at spise eller interagere med mig. Hvis det er på en gåtur kan jeg lige så godt gå hjem, for der bliver hverken snuset, tisset eller pøllet på den tur.
 

Jeg vidste jo egentlig godt det der med manglende evne til at give slip på ting og det giver også rigtig god mening at lige præcis hyrdehunde skal holde fast på fårene og blive ved med at arbejde uanset hvad der ellers måtte være af forstyrrelser.
Jeg tror bare at jeg udelukkende kunne se fordele ved det – det der med at have en hund der engagerer sig 110% i arbejdet og lukker forstyrrelserne ude.
Ind i mellem føles det lidt som om jeg har det totalt modsatte: en hund der er 110 % engageret i forstyrrelserne og lukker mig ude!
Det er aldrig sjovt at blive valgt fra og det er heller ikke specielt hensigtsmæssigt når nu Tweed med tiden skal blive min nye konkurrencehund. Så vi (jeg!) er i gang med projekt ”bliv den populære i Tweeds liv – også når der er en fugl”.
Projektet sætter ind på flere fronter – mere om det i senere blogs, men der er et helt lille delprojekt der adresserer det der med bevægelse og disengagement  og lidt om det herunder.

Træning i forhold til bevægelse og at give slip

For det første prøver jeg at skærme Tweed lidt og begrænse hans adgang til at tænde på bevægelse. Han får fx ikke lov til at være i haven alene, for så går tiden med at jage fugle til han dejser om (-tror jeg, har ikke ladet det komme så vidt, men han ligner ikke umiddelbart en der stopper af sig selv.) Hvis det blæser meget, som det har gjort de sidste dage prøver jeg at gå på steder hvor der ikke flagrer en masse blade rundt. Nu er der jo ikke noget træning for tiden, men når det kommer igen, får han heller ikke lov til at kigge på de andre hunde der træner eller leger.
Det er ikke sådan at jeg putter ham i en mørk kasse og låser ham væk, jeg prøver bare at sørge for at han ikke kommer i situationer hvor jeg ikke har mulighed for at træne ham eller hvor jeg på forhånd ved at han ikke på nuværende tidspunkt kan håndtere det på en fornuftig måde.
Det handler om at han ikke skal øve sig i uønsket adfærd og om at holde hans arousal på et acceptabelt niveau.


Parallelt træner jeg at han skal se bevægelser og få en anden belønning – hvis du kender engage-disengage-legen eller ”look at that”, så er det nogenlunde det der sker.
Jeg prøver at lave nogle setups, hvor jeg kan lave noget fornuftig træning og få nogle repetitioner uden Tweed taber sutten. Et eksempel er at jeg sætter min mand til at tørre skabe, stryge tøj eller fnugrulle sine bukser (Ja, det er sådan man får ham til det, siger at det er for at træne hunden).
Jeg har Tweed på noget afstand, der bliver tørret/strøget/rullet, Tweed kigger, jeg klikker og belønner. Langsomt bevæger jeg mig tættere på og efterhånden klikker jeg først når Tweed kigger tilbage på mig.
Tweed har lært at ligge på en seng og når jeg er alene træner jeg at han ligger på sengen, jeg tørrer af på en uprovokerende måde, jeg klikker og går tilbage og belønner.

Det er en lidt langsommelig proces, men det virker. Jeg har lige tørret en låge af i køkkenet (uden at tænke over at det kunne resultere i tænderne fra 16 kg border-bæst placeret i hånden), Tweed så det og løb til hans hundeseng i køkkenet – DYGTIG hund!


Samtidig arbejder jeg med at lære ham at styre sig, når der er bevægelse. Tweed kan slippe på signal og han har en nogenlunde forståelse for værsgo (=du må tage legetøjet), så jeg kan lave små lege, hvor han først må tage legetøjet på værsgo og ikke på bevægelse. I legen kan jeg hele tiden skrue op og ned for sværhedsgraden, hvis det bliver for svært for ham. I videoen nedenfor kan du se en af vores lege/træningssessioner.
Planen er at udvide konceptet så han fx kan sidde se de andre hunde løbe og som belønning få lov at løbe med dem, men det er et pænt stykke ude i fremtiden.

Det med at give slip, træner jeg blandt andet med byttelegen, hvor Tweed skal skifte mellem to stykker legetøj på mit signal.
Jeg træner desuden en masse små øvelser og lege, hvor han skal orientere sig mod mig. Det er fx næsedut, at løbe til en godbid og hurtigt vende tilbage til mig og en U-vending på signal. Planen er, at disse øvelser skal sidde så meget på rygraden og have monster-godt flyd, så de også kan laves i nærheden af en forstyrrelse. Vi er der ikke helt endnu, men det kommer.

Sidst vil jeg nævne at der ikke er noget galt med Tweed, han er bare en border-hvalp og en helt anden type hvalp end jeg havde sidst.
Jeg ved at han bliver verdens bedste hund (han er allerede godt på vej) og jeg er ikke bekymret over de ting han viser.
Hvor fedt er det lige, at bedst som man troede man vidste det meste og havde helt styr på det med at træne hund, så kommer der en lille lort, der hele tiden udfordrer mine vaner og rutiner som træner <3

Næste afsnit af mit liv som borderejer handler om Tweeds appetit eller mangel på samme!


Hvis du gerne vil læse mere om border collies, har jeg samlet et par links herunder:
​
God og grundig artikel om racens egenskaber og evt. problemer:
www.planethund.com/eng/border-collie-problem-dog.html?fbclid=IwAR2t9aypjVI8KS_aairOalcBYhUQb-eNITCLt6H_Sj58kzMSECJhqPRnU1U


Podcast fra engelsek Absolute dogs om hyrdehunde - de har også lavet et webinar om hyrdehunde, men det koster noget (det kan findes på deres side og de nævner det i podcasten)
www.buzzsprout.com/761645/3872039-the-herding-breed-episode


Kay laurence-skriv om border collies, særligt links til videoer og den histoririske del er interessant:
www.learningaboutdogs.com/wp-content/uploads/2019/05/Learning-About-Border-Collies.pdf

Første søndag i advent lancerede vi (Randi og Trine) vores podcast ”Hundesnak”. Vi lytter begge to til podcasts, af den ene eller anden art, både hundepodcasts og andre slags. Turen frem og tilbage på arbejde eller træning, eller bare en stille søndag er perfekt til at lytte til podcasts, og især i foråret, hvor alt var lukket ned, lyttede vi til mange podcasts. Vi har begge undret os over, hvor få podcasts om hunde der findes på dansk. Og det besluttede vi os for, at gøre noget ved. Forberedelserne har været mange, både af teknisk art, og i forhold til indhold. Vi har haft mange lange snakke om hvad vi hver især synes er interessant og spændende ved hunde og hundetræning, og hvad vi selv har lyst til at høre på.
De første 4 afsnit har vi udgivet som en adventskalender. De sidste to år har vi lavet en videojulekalender, men som tankerne og ideerne til podcasten tog form i løbet af efteråret, besluttede vi at få den ud når vi nåede december, og det blev altså til en adventskalender. Når julen er overstået, fortsætter podcasten med lidt længere tid imellem. Vores ambition er at udgive et afsnit hver måned.
Det er kun cirka 25% af den danske befolkning der lytter til podcasts, så vi har ikke haft ambitioner om at få tusindvis af lyttere. Derimod har vi haft fokus på at lave en podcast om hunde og hundetræning som vi selv ville have lyst til at abonnere på, og som omhandler emner, som den hundetræningsinteresserede lytter forhåbentligt kan få inspiration fra.
​
De første fire afsnit omhandler meget forskellige emner: ”Bliv”, ”Flyd”, ”Din næste hund”, og ”Snus”.
I afsnittet om ”Bliv” snakker vi om hvordan vi kan træne vores hund i øvelsen at blive i position (f.eks. sit, dæk og stå). Det er en meget praktisk snak, med træningstip og hvordan man skal gå langsomt frem i denne øvelse.
”Flyd” er et afsnit hvor vi snakker om noget vi begge er helt vilde med i vores træning, men som vi indimellem glemmer at have fokus på, fordi vi gerne vil have et program færdigt. Flyd handler simpelthen om at hunden kan de enkelte øvelser i et program ’på rygraden’, at øvelserne er automatiseret.
Tredje afsnit er lidt mere generelt. Her snakker vi om nogle af de ting vi personligt vil have fokus på når vi får en ny hund en dag. Det afhænger tit af vores erfaringer med vores tidligere hunde, hvad vi gerne vil bruge hunden til og hvordan vores hverdag skal hænge sammen.
Sidste adventskalenderafsnit handler om de hunde der snuser – når vi helst ikke vil have det. Vi snakker både om nogle af de årsager der kan ligge bag, men også om hvordan vi kan arbejde for at få mere fokus.
Vi inviterer dig til at lytte med – og håber du kan bruge, eller blot fornøje dig med, vores podcast til noget i dit samvær og træning med din hund.
Du kan finde HUNDESNAK hvor du normalt finder din podcast, eller på vores hjemmeside www.easydogs.dk
Og har du gode ideer til emner, så er du velkommen til at skrive til os :-)
[email protected]
​[email protected]

En god arbejds-, konkurrence-, eller familiehund skal kunne nogle bestemte øvelser og så skal den forstå nogle koncepter eller kompetencer. Kompetencer er for mig alt det der ligger uden for øvelserne. Det kan være sådan noget som at kunne forstå og reagere på signaler, at kunne koncentrere sig i længere tid om en opgave og så det dette indlæg handler om: at kunne skifte mellem forskellige aktiviteter.
At kunne skifte mellem forskellige aktiviteter er en god egenskab i mange sammenhænge. Eksempelvis når hunden leger med en anden hund, men skal afbryde og komme på dit indkald, når hunden skal vente i ro mens andre hunde træner, når den stående hund har rejst en fugl og den skal blive i ro, mens retrieveren henter fuglen efter skuddet eller hvis hunden er blevet belønnet med godbidder 4 gange, men efter 5. repetition skal den skifte til en legebelønning.
Hunden skal lære at engagere sig i den aktivitet du gerne vil have om det så er arbejde, ro, leg eller noget helt fjerde. Også selv om der er noget den hellere vil i situationen.
Hunden har ofte nogle foretrukne aktiviteter fx kan det være at spise vinder over det at lege eller at arbejde vinder over at forholde sig i ro. Hunden har altså et hierarki over aktiviteter, men skal lære IKKE at udføre yndlings-aktiviteten i alle situationer.
Man kan sige at det er et spørgsmål om selvkontrol hos hunden, men jeg synes det giver mening at præcisere det lidt.
For det første handler det om impulskontrol hos hunden – den skal lære at se noget den gerne vil og udskyde ønsket om at få det. I starten lærer vi hunden at hvis du afholder dig fra at tage det du gerne vil have, så får du det – fx med omvendt lokning og forskellige doggie-zen øvelser.
På et tidspunkt er det ikke altid hunden får der den gerne vil have og så handler det i højere grad om at tolerere en smule frustratione og at lære hunden at have det godt med det. 
Men det er mere end det. Det er også et spørgsmål om at være ”omstillingsparat” eller kognitivt fleksibel – altså at kunne sige, ”Nå jeg fik ikke mit drømmejob, men nu går jeg all in og giver mig 100 %  på det job jeg så fik” eller ”jeg ville gerne have vundet legetøjet, men jeg spiser godbidden med lige så stor entusiasme”.
Det handler om at slippe tanken om det BEDSTE og være lige så tilfreds med det næstbedste. Personligt er jeg nok ikke helt i stand til det, men jeg øver mig på det!
 
Grunden til at jeg er kommet til at tænke på lige fleksibiliet som kompetence er, at jeg var til sandkasse-træningskonkurrence med min hvalp i lørdags. I HTM og freestyle er det muligt at deltage i en konkurrence med en hvalp – man må belønne i ringen og hvalpen får ikke point eller placeringer. En fremragende mulighed for at træne i et konkurrencemiljø! Nu er der corona, så der er ikke rigtige konkurrencer, men en af de fantastiske HTM-damer havde i lørdags arrangeret et lille setup, der skulle ligne med 6 hvalpe og mulighed for at gå i ringen.
Tweed på 20 uger og jeg var med og jeg fik bekræftet noget jeg egentlig godt vidste i forvejen: Tweed tænder ret meget på bevægelse og han har endnu ikke fleksibiliteten til at skifte mellem forskellige typer af adfærd (fra lås blikket på andre hunde der bevæger sig, til at forholde sig roligt eller tilbyde en eller anden form for indlært adfærd). Det kommer selvfølgelig ikke som et chok for mig, det ligger til racen og jeg har observeret det i flere situationer, men det var lige en reminder om at vi hellere lige må kigge lidt ekstra på den træning.
Stirre-adfærden er egentlig okay, men efter stirren vil han meget gerne jage det der bevæger sig. Det dur jo ikke at han render og genere de andre hunde, så jeg begrænser ham med snor og bur. Begrænsningen fører til stor frustration og hylen og skrigen fra Tweeds side.
Noget må gøres, så Tweed med tiden kan komme til træning og konkurrencer hvor andre hunden bevæger sig og måske endda leger og har det sjovt, mens han skal forholde sig i nogenlunde ro! Både for min skyld, men i høj grad også for Tweeds – det frembringer en følelse af frustration hos os begge og det er ikke en følelse jeg ønsker at associere med konkurrence og træning. I hvertfald ikke på det nivau der ses her - lidt frustration kan nok aldrig undgås. 

Man kunne tænke: ”Jeg må udsætte hvalpen for hunde der bevæger sig! Jeg tager den med til et agility-stævne, så kan hvalpen og jeg bruge hele dagen på at træne forholde sig i ro, mens hunde løber og leger”.
Umiddelbart lyder det måske som en fremragende ide: Der er et problem, lad os træne hvor problemet er. Der er dog den fare ved løsningen, at der bliver meget værre – hvalpen ved ikke hvad den skal og bliver drøn-frustreret og taber sin mentale sut fuldstændig hver gang en ny hund løber forbi.
 
Jeg vælger i stedet at træne mig ud af problemet på to måder:

1. Træning af de alternative adfærd jeg ønsker at og
2. Træning af hvalpens fleksibilitet

 
Træning af ønsket adfærdUd over at handle om impulskontrol, fleksibilitet og ”frustrations-tolerance”, handler mit problem i høj grad om forstærkning! Hvilken adfærd er blevet forstærket og i hvilke situationer.
Jeg skriver træning af ønsket adfærd, men jeg mener i virkeligheden rigtig, rigtig meget træning af det jeg gerne vil have og med maser af belønninger for rigtig adfærd. Som i noget der minder om hjernevask! Det jeg gerne vil have Tweed skal gøre skal sidde utrolig meget på rygraden.
Min alternative adfærd kan fx være at ligge afslappet på et tæppe, at slappe af i bur eller at tilbyde kendte øvelser fx plads eller kontakt.
Det med at slappe af, kan jeg træne fra nu af og til juleaften, men jeg kan ikke udelukkende træne afslapning. Tweed er en aktiv lille fyr og hvis jeg kun træner afslapning bliver han totalt bims. Hans aktivitets-hieraki siger bevægelse før ro. Derfor vil jeg gerne have at han gør præcis det modsatte – viser mig ro, når han gør det forstærker jeg roen med aktivitet fx at løbe eller træne.  I mit træningsrum har jeg en hundeseng og inden vi skal træne sætter jeg mig roligt ved hundesengen. Først når han ligger ned og ser nogenlunde afslapper ud, kan vi begynde at træne.
Ro, bur og frivillige øvelser træner jeg til der er totalt flyd på dem, så de sidder virkelig meget på rygraden, før de bliver udsat for forstyrrelser som ting der bevæger sig. Når forstyrrelserne skal tilføres, bliver det stille og roligt og ikke en hel masse på samme tid.
 
Træning af fleksibilitetDen anden ting jeg kaster mig over er at træne fleksibilitet. Med det mener jeg at træne hunden i at engagere sig i en aktivitet, for derefter at skifte til en anden aktivitet på mit signal.
Jeg tænker fleksibilitet som at skifte mellem aktivitetsniveauer: fra to til aktivitet og den anden vej, men også som at være mentalt fleksibel at skifte mellem to lige aktiviteter på samme aktivitetniveau, men hvor den ene måske er sjovere for hunden end den anden.
Det med at skifte aktivitetsniveau har jeg beskrevet ovenfor: hunden skal være i ro før vi kan træne og i mellem træningspas, skal hunden falde til ro, før vi kan starte igen.
En måde at træne den mentale fleksibilitet på er byttelegen, som mange kender til. Her har man har to stykker legetøj og leget skiftevis med det ene og det andet legetøj med hunden. I starten bruger man to identiske stykker legetøj, men efterhånden kan man skifte, så de to stykker legetøj er af forskellig kvalitet. Nu skal hunden engagere sig i leg med det ”kedelige” stykke legetøj, selv om den hellere vil have det andet legetøj. Når den leger med det kedelige legetøj, kan det være at hunden får det mere spændende legetøj.
Byttelegen kan udvides i en uendelighed – kan hunden fx jage og spise godbidder hvis der er et synligt legetøj eller omvendt: kan den lege med dig, mens der er synlige godbidder. Kan hunden tage imod en belønning, hvis den er engageret i en anden aktivitet? Kan hunden lave en øvelse der ikke er apport efter en apport er kastet?
Mulighederne er mange og man skal selvfølgelig træne det der giver mening. Det er fint at prøve sig lidt frem, men der er ingen grund til at overdrive. Jeg vil ikke have en hund der generelt er i tvivl om hvad den skal når der er noget bestemt konkurrenceudstyr til stede fx en apport.
Lige nu arbejder vi med bytteleg med to stykker legetøj og det er ikke let for Tweed. Jeg bruger to stykker legetøj, som han normalt gerne vil lege med og bytter mellem dem. Han har meget svært ved at engagere sig i at lege med det legetøj han synes er nr. 2. Først når han leger ”ordentligt” med det kedelige legetøj, får han favorit-legetøjet.
Hvor let eller svært det er at skifte aktivitet og aktivitetsniveau har uden tvivl en genetisk komponent. Min labrador fx kom næsten med disse egenskaber og er nærmest født til at se andre hunde arbejde og har også altid kunne bytte mellem forskellige former for belønninger i samme træningspas.
Helt så let kommer det ikke til at gå med Tweed, men det er en nødvendig træning, hvis han skal være den konkurrencehund jeg forestiller mig at han skal være.

BaggrundenFor et par år siden forsøgte jeg bare for sjov at lære hundene at når de satte pote på en target gav det en godbid, men hvis de satte poten på en anden target gav det leg.
Inspirationen, den første træning og indlæring kan du se i dette indlæg: https://canishundeskole.no/da/vil-du-helst-have-legetoej-eller-godbid/?fbclid=IwAR3hw1zHDYmDpRgSaRkn2uMRYXP09D0YppJHMMuL9aoCXXmrnDx9XZURzu0
I løbet af de sidste to år har for sjov jeg taget det op nogle gange, jeg har lavet mine egne regler: gul, rund target giver altid godbid, blå firkantet target giver altid leg. Inden jeg går i gang med at “spørge” hunden hvilken belønning den vil have, fortæller jeg den hvad den kan få ved at lave et par gentagelser med kun det ene target tilstede. Igennem et træningspas af denne type får hunden altid samme godbid og samme legetøj, så der er 100% forudsigelighed.
Jeg har sat et signal på det at vælge, så hunden skal udføre en øvelse, den får signal til at vælge – klik og den belønning hunden har valgt.
Det jeg har fået ud af min lille vælg-selv-leg er, at Freddy som er en madglad labrador stort set altid vælger leg som belønning og at Simba som elsker genstande, veksler mellem leg og godbidder. Det overrasker mig lidt og jeg kan ikke forklare det.

I dette indlæg er der tre lange videoer. Først to af et setup, hvor jeg troede, at begge hunde ville vælge godbidden: godbidden er frikadeller, som begge hunde elsker og legetøjet er et “kedeligt” fleecetov. Hundene valgte ikke godbidderne som jeg havde regnet med, men i stedet valgte de legetøjet de fleste gange.
I den sidste video forsøger jeg at gøre leveringen af godbidder lige så entusiastisk som leveringen af legetøj, for at se om det ændrer på hundens præference.
Videoerne er af tre uafhængige træninngspas og det hele er med – derfor er de lidt lange (har dog speedet noget af det lidt op).
Selv om jeg forsøger at tolke noget ud fra nogle enkelte træningspas skal jeg nævne, at dette på ingen måde er en videnskabelig undersøgelse. Jeg forsøger at besvare for mange spørgsmål med for lidt data og jeg er på ingen måde konsistent i det jeg gør i træningen: Hvor hunden er placeret i forhold til targets, hvilke øvelser jeg laver inden de skal vælge osv er forskelligt og ikke gennemtænkt.
Vælger hunden den target der er forstærket flest gange?Jeg har observeret, at hunden i et træningspas ofte vælger den samme target. Det kan være fordi den  target er blevet forstærket mest. Hvis hunden første gang vælger fx lege-target, bliver det at træde på den target forstærket og dermed mere sandsynlig næste gang. Samtidig bliver det mindre sandsynligt at hunden vælger den anden target.
Det jeg gør er at jeg inden hvert pas af denne type, “indkører” de to targets med de belønninger de giver i dette pas. Det gør jeg ved kun at have den ene target tilstede, hunden løber til den og får den tilhørrende forstærker, ca 3-5 gange med hver forstærker. Jeg prøver også at skifte, så det ikke altid er den samme target jeg slutter med. Så begge targets bliver forstærket lige mange gange hver for sig, inden hundene begynder at skulle vælge.
I dagens træningspas med Freddy valgte han de første gange den blå lege-target. Midt i træningspasset (ca 2:33 i videoen nedenfor) vælger jeg at fjerne den blå target og jeg laver et par gentagelser, hvor han kun kan vælge den anden (gul godbid). Første gang efter kun den gule target har været fremme, vælger han den blå. Derefter går han på den gule target, mens jeg giver  signal til en anden øvelse og det giver derfor ingen klik+godbid. I gentagelsen lige efter kan jeg faktisk ikke se om han går til den gule eller blå (det ser ud som om han går mod den blå, men sætter pote på den gule), jeg vælger at forstærke med godbidder. Gangen efter vælger han uden tvivl den blå (leg). I det tilfælde har han netop fået 3 godbidsforstærkninger og 1 lege-forstærkning. Kan man ud fra det tolke på om hunden vælger ud fra hvilken type forstærker den får eller om det stadig handler om hvad der er forstærket mest gennem tiden? Jeg ved det ikke 
Kan hunden se og finde de to targets?En anden overvejelse har været om de lettere kan se den blå target (for det er den de begge vælger oftest). Jeg ved at hunde ser blå farve godt, men da tæppet er i en blå/lille nuance forestiller jeg mig at de også kan se den gule, da den er lysere. Jeg har brugt en app der skulle vise hvordan hunde ser farver og lys og først vi videoen herunder er der et billede af de to targets, som vi ser dem og derefter som hunden (formentlig) ser dem. Umiddelbart vil jeg sige at hunden på det underlag kan se begge targets udmærket.
​

Jeg har også overvejet om placeringen har noget at sige, om hunden bare vælger den der er nærmest. I videoen med Simba flytter jeg lidt rundt på tagets, bytter om på dem og faktisk kan det godt se ud som om han vælger den der er nærmest. Jeg kan ikke afgøre det ud fra dette træningspas. Men hvor Freddy aldrig vælger godbidder hver gang i et helt træningspas, kan Simba godt finde på det, så måske vil Simba bare lige gerne have godbidder som leg?

Hvad vælger hunden hvis belønningen er synlig?Jeg har fået spørgsmålet: Hvad ville hundene gøre hvis der var tale om to synlige belønninger – altså lav en øvelse – klik og vælg mellem leg og godbid. Mit gæt var at de ville vælge godbidden, nu har jeg prøvet det og det er det der sker: i 9 ud af 9 tilfælde vælger de godbidden, selv om legetøjet ligger lige ved siden af (det kan ses først og efter 4:07 i den øverste video med Freddy og først i videoen med Simba nedenfor).
Jeg kan ikke forklare hvad forskellen er på om hunden kan se belønningen eller om den kan vælge en target og så få den? Er det ene et mere frit valg end det andet? Er det fordi legetøjet mest er noget værd når jeg har fat i den anden ende og godbidden har en værdi i sig selv?
Det er påfaldende at begge hunde vælger godbidden hver gang når de er synlige og primært vælger legetøj når belønningen ikke er synlig.
Jeg kunne godt tænke mig at teste forskellige godbidder, så jeg havde en god en dårlig godbid med hver deres target tilknyttet. Jeg tænker at det ville give mig et bedre svar på om hundene har forstået legen eller om de bare elsker den blå target.

Hvad betyder serveringen af belønningen?Jeg har også fået et spørgsmål om hvad det betyder at jeg er meget mere entusiastisk og deltagende i legen end i godbidsspisningen og om billedet vil ændre sig, hvis jeg mønstrede samme entusiasme ved begge belønninger. I min almindelige træning giver jeg ofte godbid (uden særlig entusiasme) 5-10 gange og så veksler jeg med leg. Jeg vil gerne have at mine hunde kan lege de steder hvor vi skal træne og da de kan det bruger jeg sjælden at lege med godbidder.
Men jeg prøvede det alligevel: gul target giver entusiastisk lege-godbid og blå giver leg med fleecetov. Jeg forsøget at tone entusiasmen op for godbidsbelønning og ned for legebelønning og at gøre lege-passene lidt kortere. Det lykkedes ikke helt, legen er stadig længere end godbidsleveringerne, men de er mere lige i entusiasme og tid end tidligere.
Resultatet blev at Freddy valgte 6 gange legetøj og 6 gange entusiastisk godbid! Så det ser ud som om serveringen betyder noget – hvilket jeg også havde ventet. Synes også det tyder på at Freddy faktisk forstår legen og ikke bare altid vælger den blå target fordi den er forstærket mest.

Hvad tænker du? Tolkninger, kommentarer, videnskabeligt arbejde på området (har kigget, men ikke fundet noget der passer) og forslag til nye setups er meget velkomne ​

Dogparkour er at bruge det man kommer forbi i hverdagen af by-udstyr, bygninger, naturforhindringer mm til at træne på. Som menneske-parkour, bare med hund.
Dogparkour handler ikke om at lave de sejeste, mest halsbrækkende tricks, men om at lave konktrollerede, sikre bevægelser og øvelser og at tilpasse øvelserne til den enkelte hunds psykiske og fysiske formåen.
Dogparkour er ikke en konkurrencesport og der findes ikke et sæt bestemte regler. Der er lidt forskellige “skoler” indenfor dogparkour: Nogen træner udelukkende øvelser der bringer hunden frem, på, i over, under genstande i byen, skoven eller hvor man nu er og andre laver også forskellige tricks på genstandene. Uanset om man vælger det ene eller det andet, lærer hunden et antal enkle øvelser som kan udføres på mange objekter.
Fordele i forhold til hundesport
Sidst det var moderne med dogparkour, var jeg også med og der var mit fokus meget på den fysiske træning, øget styrke og balance. Det er selvfølgelig stadig en vigtig fordel ved dogparkour, men der er en række andre fordele ved at træne dogparkour med hunden der skal bruges i konkurrence:

1. Øget selvtillid og fokus i mange miljøer
2. Bedre stimuluskontrol (signalforståelse)
3. Dogparkour giver mulighed for tidligt at opdage eventuelle fysiske problemer
4. Hunden lærer hvad den fysisk er i stand til og det lærer den, at passe bedre på sig selv

​
Selvtillid og fokus
Som alt anden god træning giver dogparkour øget selvtillid hos hunden. Det gælder selvfølgelig kun hvis man træner uden at overskride hundens grænser og med høj forstærkningsfrekvens, med masser af succes!
Ud over effekten af den gode træning giver dogparkour et ekstra selvtillids-boost. Jeg tænker at det handler om at hunden bliver bedre til at mestre opgaverne og sin krop og dermed bliver mere modig, plus at den selv kan søge efter ting der giver forstærkning og dermed kan styre sine omgivelser endnu mere end ellers fx på en gåtur.
Et eksempel på dette, har jeg oplevet med min hund Simba efter kun et par ugers parkour-træning. Simba er utryg ved nogle larmende køretøjer og det betyder at jeg altid er ekstremt opmærksom på ham når vi går tur hvor der er trafik. I stedet for at scanne omgivelserne efter det der er farligt, er Simba begyndt at lede efter ting der giver forstærkning, fx en sten man kan balancere på, et hegn man kan sætte forpoterne på og lign. Det giver en meget anderledes attitude hos hunden om den leder efter noget den kan gøre for at få godbidder eller om den frygter at noget potentielt farligt skal dukke op. Jeg har et par gange oplevet at Simba overhovedet ikke reagerer på meget larmende knallerter, fordi han lige skal hen og sætte forpoterne på en sten.
Dogparkour trænes i alle miljøer: i skoven, i byen, i parken. Det kan være tæt på andre hunde, tæt på en vej, på steder med mange mennesker, hvor der er dufte af vildt eller af andre hunde osv. Det betyder at du kan bruge parkour til at lære hunden at arbejde i alle mulige forskellige miljøer.
Når hunden kan nogle enkelte parkourøvelser kan du begynde at bede den om dem i mange miljøer – hvis du kommer til at gå lidt for hurtigt frem og hunden ikke kan udføre øvelsen i det miljø endnu, er det bare sådan. Du har ikke “slidt” på dine konkurrenceøvelser og ingen skade er sket, men du har fået vigtig information fra din hund om at det her miljø eller den opgave du har stillet den er for svært lige nu.
Stimuluskontrol 
I parkour er der et ret begrænset antal øvelser – jeg har lige nu følgende øvelser: 2 poter op, 4 poter op, bakke op på, løbe udenom, springe over og kravle under.
En kæmpe fordel ved at træne parkour med konkurrencehunden er, at du kan træne stimuluskotrol vha de relativt simple øvelser du har valgt at arbejde med i parkour. Det er en fordel fordi du har mulighed for at lære hunden konceptet stimuluskontrol uden at få ødelagt noget ved dine konkurrenceøvelser. Du kan træne stimuluskontrol før hunden har lært konkurrenceøvelserne eller du kan holde stimuluskontrol-konceptet ved lige mens du træner til næste konkurrenceklasse.
I rigtig mange af de øvelser vi gerne vil have at hunden kan udføre i konkurrencesammenhæng er signalet mere komplekst end bare dit verbale signal. Det er svært at skille det verbale signal med et visuelt, da det visuelle altid er der når du giver det verbale signal kommer. Har hunden set et spring og kender den spring-øvelser godt, er det ret sandsynligt at hunden vil vælge at springe i en konkurrence, uanset om du siger spring eller noget andet. Det samme gælder i nogen grad felt, apport, rundering og flere andre øvelser hvor hunden kan se noget bestemt udstyr, en dommer der gør noget bestemt eller noget andet i omgivelserne fortæller hunden at nu skal dette ske. Det kan selvfølgelig være meget godt at hunden ved hvad den skal med udstyret, men hvis hunden har låst blikket på springet på banen ved siden af din, er det meget rart hvis den virkelig hører efter hvad du siger og ikke hvad den tror du siger.
Med dogparkour har du mulighed for at træne stimuluskontrol på højeste niveau, hvor du blander forskellige kendte signaler med samme genstand. Det kan måske ligne en genstand hunden skal springe over, men du kan i stedet bede hunden om at kravle over den eller sætte forpoterne på. Igen kan du træne hunden til en virkelig god forståelse konceptet uden slitage på de værdifulde konkurrenceøvelserne.
I “min” sport freestyle har man ofte synlige rekvisitter på banen, som hunden først skal gøre noget med når den bliver bedt om det og ofte skal hunden gøre flere forskellige ting med genstandene. Det kan give lidt udfordringer, for hunden har ofte en foretrukken øvelse med en genstand. Eksempelvis har jeg en labrador og hvis der er genstande der skal (eller kan) hentes, står det meget højere på hans prioriterede liste end mange andre tricks.
I dogparkour har hunden også øvelser den foretrækker frem for andre, fx er de fleste hunde meget glade for at hoppe op på ting med alle fire poter. Problemet med det, er at det kan være potentielt farligt hvis hunden bare går og hopper op på alt mulige: Overfladen kan fx have søm eller andre skarpe ting siddende eller der kan være langt ned på den anden side. Derfor er det vigtigt at lære hunden at selv om det at hoppe helt op er sjovest, så giver ikke nogen belønning, hvis den ikke er blevet bedt om det.
Det handler både om at træne hunden i at den kun får den gode belønning, hvis den lytter, men også om at DU skal lære hvor mange flere gange og hvor meget bedre den knapt så foretrukne øvelse skal forstærkes frem for den foretrukne for at beholde stimuluskontrol på begge øvelser.

Dogparkour hjælper til at finde din hunds fysiske svagheder eller skader
Når man træner dogparkour vil man altid gentagesamme øvelser på samme genstand nogle gange og hunden har altid mulighed for at sige nej og ikke lave øvelsen.
Hvis hunden kender en øvelse godt, men bliver bedt om at lave den på en udfordrende måde (fx glat overflade), kan det være at det første forsøg bliver tøvende eller usikkert. Når hunden skal gentage øvelsen, bør det blive bedre: Nu har hunden prøvet det før, den ved den kan det og den ved hvor den skal lande, hvor højt den skal springe, hvor lavt den skal kravle osv.  Hvis udførslen bliver dårligere 2. og 3. gang, så kan det være fordi hunden ikke har muskulaturen eller balancen til det, men det kan også være at hunden har fået en skade. Så hunden giver dig infromation om at der er noget der skal enten trænes mere, på en lettere måde eller hvis hunden “plejer” at kunne det, så kan der være noget en dyrlæge eller kiropraktor skal kigge på.
Hunden lærer sine fysiske begrænsninger at kende og passer bedre på sig selv
Det sidste punkt er noget jeg har læst og hørt mig til og jeg håber virkelig det passer. Min labrador Freddy er en bulldozer, som løber direkte ind i forskellige forhindringer, dørkarme mm og det er ikke altid lige godt for hans krop.
Derfor håber jeg at parkourtræningen kan få ham til at passe bare lidt bedre på sig selv, så vi undgår nogle skader.
Ud over de nævnte fordele, synes jeg at jeg har fået nogle mere rolige gåture, med mere opmærksomhed fra hundenes side. De stopper op ved sten, bænke mm og tigger om signal til en øvelse på vores gåture. På trods af at de er vant til at jeg ofte stopper op på turen og træner lidt, så er det som om jeg er blevet lidt mere spændende og jeg er ikke helt så meget bare hende den langsomme der holder hundene tilbage i snoren.
Nu har vi ikke været igang med parkour-træningen så længe (men er allerede igang med titler og instruktøruddannelse), men jeg forestiller mig at dogparkour bliver den fysiske træning af hundene jeg rent faktisk får lavet på daglig basis, for det er let at gøre når vi alligevel går tur, det er sjovt og jeg skal ikke finde en masse udstyr frem.
Jeg er ellers stor fan af fitness-træning for hunde og jeg har masser af udstyr og har været på flere kurser. Jeg tager det også op en gang imellem, men primært hvis der er et problem af en slags. Helt ærligt så er min hundefitnesstræning næsten lige så uregelmæssig som min egen fitness-træning 
Som nævnt så er jeg i gang med et instruktør-kursus i dogparkour, så i løbet af sommeren kommer der kurser i dogparkour både for konkurrencehunden og familiehunden.

”Jeg husker den første gang du stillede op i Ringsted og bar hende ind og ud igen og sagde at ’det gør jeg aldrig mere’”!
Sådan skrev en meget god ven til mig for nogle dage siden, efter jeg var kommet hjem fra Viborg med en 1. og 3. præmie i Lunas og mit HTM1 program.
Det er cirka 3 år siden jeg sagde det – og jeg GAV OP!
Luna, som alle dage har været en sensitiv og reaktiv lille hund, kunne ikke håndtere miljøet til en konkurrence. I det hele taget, så har træning med Luna for det meste været en kæmpe udfordring og indimellem vældig demotiverende for mig. Hjemme i trygge rammer, i stuen, har hun for det meste været den sejeste lille træningshund, og mit valg af klikkertræningens principper har jeg holdt fast i, fordi jeg har set hvor meget power hun har fået af at tilbyde adfærd. Men lige så snart vi kom uden for matriklen, til et kursus eller blot til noget fællestræning, så gøede hun af alt hvad der kunne gøs af, eller snusede i jorden. Jeg er kørt grædende – og indimellem ret så irriteret – hjem fra træning mere end én gang. Mest på hendes vegne, men også på mine egne, for….
…jeg havde jo ikke fået hund bare for at gå ture, vel? Jeg ville gå til konkurrencer og vinde præmier med min dygtige hund, men det så ikke ud til, at det var en vej jeg skulle gå.
Det lykkedes mig, trods alt, at gennemføre både Canis klikkertræner- og instruktøruddannelsen.
Da jeg også blev certificeret BAT-instruktør og begyndte at bruge metoden med Luna, begyndte hun at slappe lidt mere af. Men jeg blev overmodig, på hendes vegne, og min nye interesse for Freestyle og HTM betød at jeg meldte mig til konkurrence i Ringsted. Jeg havde lavet et program som Luna udførte rigtig pænt, og jeg trænede i den hal konkurrencen skulle foregå, mange gange, med træningsvenner, så Luna kunne forholde sig til andre hunde i hallen, og det gik udmærket.
Men jeg var rædselsslagen, og på konkurrencedagen havde jeg to hjælpere med, for jeg frygtede hvordan Luna skulle komme frem og tilbage til opvarmningsarealet. Vi blev disket fordi Luna rendte rundt i ringen og gøede af folk og hunde på den anden side af hegnet, og jeg svor, at dette ville jeg aldrig udsætte hende for mere! Jeg gav simpelthen op. Jeg gav op på mine egne ambitioner – men jeg gav ikke Luna op. For MIG var det en bitter pille at sluge, at jeg ikke skulle gå til konkurrencer og vise hvor dygtig min hund var. For Luna betød det RO!
I 2 år har hun gået ture, sovet, og trænet hjemme i stuen. Jeg planlagde – INGENTING! I stedet slappede jeg af med vores hyggetræning, lærte Luna nogle HTM-positioner men havde også lange og mange pauser hvor hun bare snusede og gravede huller.
I starten var det svært og jeg meldte mig faktisk også til nogle kurser – og kom som regel uden Luna eller meldte afbud, for jeg orkede det ikke. Og efterhånden slap jeg fuldstændig tanken om og interessen i, at vi skulle ud og gå til en konkurrence. Jeg fik en anden ro og Luna fik en anden ro.